|
|
-
- TANNÖD
-
- SOM TEATERSTYKKE
- Lige fra starten har interessen for romanen været enorm.
Selvom stoffet om de 6 mord var kendt, og selvom der fandtes
både bøger, film og et teaterstykke om mordsagen
i Hinterkaifeck, har Andrea Maria Schenkel pustet liv i interessen
på en hidtil ukendt måde. Fra at være en lokal
mystisk historie i en fjernt liggende vinkel af Oberbayern er
Tannöd blevet forsidestof i hele Tyskland.
Derfor er det ikke forunderligt, at der i kølvandet er
kommet et nyt teaterstykke og en spillefilm, begge på grundlag
af den nye roman.
Her kommer nogle informationer og refleksioner over Tannöd
som teaterstykke.
I 2006 er freelance-instruktør Maya Fanke på vej
til Innsbruck for at drøfte et konkret samarbejdsprojekt
med Landestheater Tirol i Innsbruck. På vejen hører
hun i radioen en omtale af romanen Tannöd, stopper i den
næste by, køber bogen og fortsætter turen
til Innsbruck, hvor hun samme aften på hotellet læser
romanen og bliver tændt.
Næste dag til arbejdsmødet i teatret forkaster hun
det planlagte projekt og foreslår i stedet for at producere
en teaterversion af Tannöd. I Landestheater Tirol er man
med på ideen, og teatrets chefdramaturg Doris Happl går
ind i samarbejdet. Resultatet bliver en af Andrea Maria Schenkel
og hendes forlag godkendt teaterversion, der under regi af Maja
Fanke får premiere i Innsbruck den 15. marts 2008.
I løbet af de næste måneder bliver stykket
med teaterets egne instruktører sat op på teatre
i Fürth, Castrop-Rauxel, Stuttgart, Hamburg og Regensburg
- byen der er hovedstaden i den bayriske provins Oberpfalz, hvor
det fiktive Tannöd ligger.
I Regensburg ser fru Schenkel for øvrigt for første
gang stykket - hun er begejstret.
Derudover er der talrige gæsteoptrædener med disse
ensembler i andre byer.
Publikum og kritikere har modtaget stykket overvejende positivt,
selvom der var enkelte kritiske røster om, hvorvidt stykket
med de mange monologer egner sig som teaterstykke. Der efterlyses
mere handling, mere dialog, og enkelte kritikere anfører,
at stoffet egner sig bedst som radioteater.
Omvendt er de fleste kritikere og publikummer begejstret over
stykkets intensitet. Fælles for alle opsætninger
er, at stykket spiller på en sparsomt møbleret scene,
der ikke viser konkrete bygninger eller handlingssteder, men
hvor fx bænke både bruges som kirkebænke og
kister. I et hjørne er der anbragt en lade - personer,
der går ind i dette rum, vender ikke tilbage.
Kirkens altoverskyggende nærvær er tydelig i alle
opsætninger, men er løst lidt forskelligt. I Innsbruck
og Fürth, hvor Wolfgang Menardi står for scenografien,
bliver hele scenen forvandlet i et åbent kirkerum, således
at hele handlingen symbolsk set udspiller sig i kirken.
Andre steder fremhæver man religionens betydning ved at
stille et stort krucifiks midt på scenen eller en kæmpe
madonnafigur. På denne måde ligner scenen konkrete
bayriske landsbyer, hvor et krucifiks på en bjergtop synligt
minder betragterne om, at alt i denne landsby er underlagt den
katolske religion. (se også billederne på s. 8 og
83).
Et andet vigtigt element i teaterstykket er musikken, som er
komponeret og instrueret af Christian Wegscheider fra Landestheater
Tirol. Det er især i bønnernes messende fremføring,
at fortvivlelsen og fortabelsen forplanter sig i tilskuerrummet
og efterlader publikummet berørt og eftertænksomt.
Alt i alt er Tannöd på scenen et spændende intenst
teaterprojekt, som tilføjer yderligere facetter til romanens
særegne udtryksform, skabt af to dygtige teaterkvinder,
der for øvrigt er jævnaldrende med fru Schenkel.
Har man chancen for at opleve stykket, burde man slå til.
Under alle omstændigheder vil det være en fordel
at læse romanen først. Stykket stiller krav til
betragteren, fordi mange af monologerne bliver vævet ind
i hinanden, og fordi de enkelte skuespillere spiller flere roller
i løbet af stykket.
Har man lyst til at læse mere, kommer der her et par links
til avisomtaler og anmeldelser af stykket:
-
- Der
Tagesspiegel: Tannöd kommt ins Theater
- theater.de:
Tannöd erobert die Bühnen
- Stadttheater
Führt: Tannöd
WeltOnline:
Erfolgsroman Tannöd kommt auf die Bühne
Hamburger
Abendblatt: Tannöd-Hof wird zum Mord-Hof
WeltOnline:
Springlebendiger Tannödhof
Ruhr
Nachrichten: Landestheater mit Tannöd im Saalbau
Wiener
Zeitung: Gottesfürchtige Leute unter Mordverdacht
nachtkritik.de:
Stalltür zum Schafott
Theater
Regensburg: Tannöd
Nach
oben
|