»Deutschstunde« er en øvebog med
tilknyttet webgrammatik. I øvebogen er der en kort introduktion
til hvert emne. I webgrammatikken er der mulighed for at fordybe
sig og få yderligere forklaringer, ligesom webgrammatikken
indeholder relevante oversigter og bøjningsskemaer i forhold
til øvebogens emner om sætningens kerne, sætningens
led, ordklasser, ordstilling, præpositioner, passiv og
konjunktiv.
Øvelserne til de enkelte emner er struktureret
efter en progressionskurve, så de første emners
øvelser er syntaktisk og leksikalsk enkle. Derved bliver
fokus i videst muligt omfang rettet mod arbejdet med emnets udfordringer.
Sværhedsgraden stiger i takt med øvebogens 7 emner,
så der bygges ovenpå fra emne til emne. Det forudsættes,
at man bærer det tilegnede fra ét emne med sig til
det næste, så øvelserne langsomt og i takt
med emnerne bliver vanskeligere og vanskeligere, uden at det
bliver mærkbart eller fjerner fokus fra emnet.
Øvelserne til hvert emne er ligeledes struktureret ud
fra en progressionskurve, så de første øvelser
til hvert emne er enklere at løse end de sidste. Tilegnelse
af det grammatiske emne opbygges gennem bevidsthedsøvelser
i form af tekststykker, hvor eleven skal fokusere på at
udpege emnets specifikke sproglige kendetegn. Det kan fx være
at finde det direkte objekt eller præpositioner, der styrer
dativ, eller ledsætninger etc. Derefter følger der
indsætningsøvelser, hvor eleven udelukkende tester
det grammatiske emnes kerne, inden der til de næste øvelser
kobles sætninger, hvor eleven skal oversætte sætninger,
hvor det grammatiske emne er indbygget.
Til hvert emne er der opsamlingsøvelser, som
gør det muligt at teste det grammatiske emne i helhed.
På hjemmesiden til »Deutschstunde« ligger der
til øvebogens emner supplerende repetitionsøvelser.
Øvelserne kan anvendes på klassen som et led i undervisningen
eller som individuelle hjemmeopgaver.
Hvert grammatisk emne rummer omkring 10 øvelser
og indledes med en kort introduktion, ligesom der til hver øvelse
er en lille introduktion med en anvisning om det særlige
fokusområde. Det kan fx være, at eleven skal huske
at analysere for lettere at kunne vælge kasus, eller at
eleven skal holde fokus på ordstillingen i sammensatte
tider eller ledsætninger.
Derudover er der i introduktionerne til emner og øvelser
henvisninger til webgrammatik-ken og der er krydshenvisninger
til øvelserne og introduktionerne til emnerne i bogen.
Den enkelte øvelse indeholder omkring 10 sætninger.
Øvelserne er forskellig-artede. Nogle træner elevens
bevidsthed om emnet, andre er indsætningsøvelser,
der holder elevens fokus på at kunne løse én
grammatisk udfordring. Derudover er der kontrastive øvelser,
der cementerer emnet i en mindre grammatisk kontekst eller oversættelsesøvelser,
hvor eleven skal håndtere emnet sammen med andre grammatiske
emner og danne en hel sætning.
»Deutschstunde« er blevet til på
baggrund af erfaringer med elevernes udfor-dringer og hvad
der er muligt at nå i de enkelte undervisningsmoduler samt
undervisningsforløbet på B- og A-niveau i 1. og
2. g samt tilsvarende niveauer på de gymnasiale ungdomsuddannelser.
Øvebogen kommer ikke rundt i alle kroge af sproglige
emner, men holder fokus på det, som sætter
eleverne i stand til at kommunikere mest kvalificeret i forhold
til deres relevante uddannelsesmål. De supplerende
øvelser på bogens hjemmeside giver mulighed for
at arbejde differentieret i forhold til de enkelte holds, den
enkelte elevs og undervisers mål.
Erik Wikkelsø - Niels Thøgersen
Greve og Kolding, juli 2013