|
Nostalgien efter Murens fald i 1989 og Tysklands genforening
har været mærkbar overalt - bare ikke så meget
i filmverdenen.
Nostalgien er politisk - var der ikke mindre arbejdsløshed,
mindre kriminalitet og større disciplin af den gode gammeldags
slags i det gamle DDR? Nostalgien er også social og kulturel:
Så megen traditionel retskaffenhed var der i det gamle
Østtyskland, så stor solidaritet og identifikation
med socialismens idégrundlag fandt man hos almindelige
mennesker ... at knap 100.000 almindelige mennesker var statsansat
til at bekæmpe vestligt sindede personer og overvåge
samfundets ideologiske kontinuitet - og den rette lære..
Og derudover var der hele 170.000 uofficielle Stasi-medarbejdere,
som efter bedste evne hjalp til med at iagttage og rapportere
om borgernes politiske holdninger.
Den tyske filmkunst har mest været ›Ostalgie‹
- nostalgi efter Østtyskland - mere end et usminket opgør
med fortiden og systemet. En Trabant blev - på film - en
ubrugelig, men rørende bil. Gamle syge østtyske
mennesker i koma kunne holdes i live på en forestilling
om, at Muren alligevel aldrig var faldet - ›Goodbye Lenin‹.
Fortvivlet latter og glemsel.
Florian Henckel von Donnersmarck debuterer som spillefilminstruktor
med en uhyrligt spændende og helt aktuel, perspektivrig
beretning om en overvågningsopgave, der får et tragisk
forløb.
GEORG DREYMAN er en af de intellektuelle, som skaber mistillid
hos regeringen. Han bor sammen med skuespillerinden Christa-Maria
Sieland, og deres samliv er både attraktivt og farligt,
mener kulturministeren, som gennemtvinger et forhold til den
nervøse og pillemisbrugende skuespillerinde - for at hun
kan stole på sin karriere og sin fremtid i DDR.
Har hun noget valg? Hver torsdag skal hun i bad og skrubbe
fornedrelsen af sig.
Men hvad med forfatteren Dreyman? Hvem skal overvåge ham?
Den loyale, partitro kaptajn i Stasis sikkerhedstjeneste Gerd
Wiesler får til opgave at holde øje med Dreyman
og hans elskerinde. Dreymnans lejlighed fyldes systematisk og
effektivt med mikrofoner, mens Wiesler sætter sig til rette
på ejendommens loft for at følge med i det, som
er filmens titel: ›De andres liv‹. Det er her, filmen
træder i alvorlig karakter og begynder at fængsle
stærkt.
HVAD GØR overvågningen ved overvågeren?
- Den situation er vi jo alle sammen anbragt i, vi er alle
|
sammen voyeurs, blot af det system, vi i forvejen sympatiserer
med, uden medskyld, for der er ikke noget at være for alvor
skyldig i, hvis man lever i et demokrati, og det gør vi.
Overvågning og rapportering er endda en af ytringsfrihedens
fremmeste målsætninger, og vi skal ikke skifte livsanskuelse,
højst skifte småmeninger, hver gang vi overvåger
og rapporterer. Ikke sandt?
Men for Wiesler, den loyale kommunist, går det anderledes.
Den ensomme, tilknappede, anstændige Stasi-agent bliver
påvirket at det liv, han er ansat til at mistænkeliggøre.
Hvad er det for et ›andet‹ liv? Et friere, mere kærligt
liv, hvor man læser Brecht som kunstner, ikke som politiker:
"An jenem Tag im blauen Mond September/ Still unter einem
jungen Pflaumenbaum/ Da hielt ich sie, die stille bleiche Liebe/
In meinem Arm wie einen holden Traum". (Fra "Im blauen
Mond September").
JA, DRØMMEN og kærligheden - hvor er de blevet
af? Hvorhenne er livet? Og langsomt, uden et eneste ord i hele
filmen, skifter Wiesler ikke bare mening (som vi andre!) - men
han skifter livsanskuelse. Man læser det i hans ansigt.
Hvor trist, at to overvågede mennesker elsker hinanden.
Hvor trist, at Dreyman efterhånden viser sig at være
præcis så vestligt dekadent, at han i det skjulte
bidrager til… Der Spiegel om den forfærdelige selvmordsstatistik,
som ikke føres i DDR.
INTRIGEN ER krystalklar og koncentreret spændende som
i en thriller - meget mere end sædvanligvis, for intrigen
er sandsynlig og realistisk uden sentimentalitet. På skuespilleren
Ulrich Mühes distancerede, direkte og disciplinerede blik
ses gradvis hans, kaptajn Wieslers, idealisme, som har fundet
ny grobund, et nyt holdepunkt: ny livserkendelse.
På overfladen handler filmen om et liv i detaljeret ufrihed
og autentiske optagelser fra Stasi-hovedarkivet i Normannenstraße
i Berlin - den frygtede adresse i DDR-tiden.
Nedenunder er filmen er hyldest til det gode menneske, som døde
i fortvivlelse, ved selvmord, på illegal flugt over Muren,
i fængslerne eller i arbejdslivet, som blev forbudt. En
blodig, langstrakt krig. De andre roller, Dreyman (Sebastian
Koch) og Christa-Maria (Martina Gedeck) er fornemme, musikken
(af oscarvinderen Gabriel Yared) fremragende - så alt i
alt er dette filmen, De ikke bør gå glip
af.
Bettina Heltberg – © Politiken
(13. oktober 2006) |