GOOD BYE, LENIN!

 

Dagligliv i DDR

 

TV • Forkortelser • Organisationer • Boligforhold • Produkter

›Good Bye, Lenin‹ fænger fra første øjeblik og kan nydes af enhver. Man behøver ikke nødvendigvis at have et større kendskab til DDR. Nydelsen forhøjes dog betragteligt med et vist kendskab til den østtyske dagligdag.

De følgende emner udgør en slags hverdagsguide for DDR, der kan bidrage til at forøge udbyttet af filmen.

TV

Er Coca Cola i virkeligheden en socialistisk opfindelse? Var det i virkeligheden den østtyske kosmonaut Sigmund Jähn, der besluttede at rive muren i Berlin ned? Et af de morsomste aspekter af ›Good Bye, Lenin!‹ er manipulationerne med Aktuelle Kamera, den østtyske nyhedsudsendelse. Aktuelle Kamera gik i luften for første gang den 21. december 1952 på Stalins fødselsdag. Den bestod fra begyndelsen af stiv oplæsning af nyhedstekster på en baggrund af dias. Nyhedsformidlingen koncentrerede sig om indenrigspolitiske emner og statsbesøg. Også meddelelser om succeser fra den østtyske industri og fiaskoer i den kapitalistiske verden havde høj prioritet. Troværdigheden var dog ikke høj. Seertallene var heller ikke gode; det skønnes, at Aktuelle Kamera kun havde en seerandel på 10-15 %. De fleste østtyskere zappede over på de vesttyske stationers nyhedsudsendelser ›Tagesschau‹ (ARD) og ›Heute‹ (ZDF) ligesom den partitro hr. Ganske til fru Kerners overraskelse angiveligt er begyndt at gøre: ›Genosse Ganske kuckt Westen?‹. At se vesttysk fjernsyn - Westen gucken - var ikke forbudt, men heller ikke velset.
I filmen nævnes også et par østtyske programmer, der havde som hovedformål at levere en negativ fremstilling af den vestlige verden. I Alltag im Westen sattes der fokus på angivelige hverdagsfænomener i kapitalismen som arbejdsløshed, ungdomskriminalitet, fattigdom, narko og boligåger. Og i Schwarzer Kanal udøste den navnkundige Karl-Eduard von (!) Schnitzler sin galde i ekstremt ensidige og stærkt farvede udsendelser.
Den største østtyske tv-triumf blev leveret af børne- og ungdomsafdelingen i form af Sandmännchen: dvs. Ole Lukøje. Den østtyske Sandmännchen, som er et vigtigt ledemotiv i filmen, blev udviklet 10 dage før den tilsvarende vesttyske udgave og blev vist første gang den 22. november 1959. Alle vestlige forsøg på at opkøbe rettighederne til den lille dukke var forgæves. I modsætning til så meget andet var Ole Lukøje ikke til salg! Faktisk overlevede Sandmännchen den tyske genforening og kan den dag i dag ses på ARDs og ZDFs fælles børnekanal. Som et kuriosum skal det nævnes, at den Sandmännchen-figur, som kosmonauten Sigmund Jähn bragte med på sin rumrejse i 1978 - en socialistisk mediebegivenhed som flettes ind i filmens anslag - i dag er udstillet på den tyske rumfartsudstilling i byen Morgenröthe-Rautenkranz ved den tysk-tjekkiske grænse.

Nach oben

FORKORTELSER

DDR var et land, hvor der florerede forkortelser for alt mellem himmel og jord, hvilket også fremgår i rigt mål af ›Good Bye, Lenin‹ De mange forkortelser kunne i sig selv bidrage til at skabe en særlig DDR-identitet og samtidig fungere som en slags mekanisme, der kunne sortere de indviede fra de uindviede. Selve betegnelsen for landet var jo en forkortelse: DDR (Deutsche Demokratische Republik). Den anden tyske stat blev i DDR oftest benævnt BRD, hvilket den sjældent blev i Vesttyskland. Her var den fulde ordlyd ›Bundesrepublik Deutschland‹ skik og brug. Den store socialistiske storebror blev også som oftest benævnt SU, jf. fru Kerners: ›Das hier ist Lara. Eine Schwesternschülerin aus der SU.‹
Inden for det politiske område var der selvsagt forkortelser en masse. Det mest karakteristiske eksempel finder man i de autentiske og manipulerede indslag fra den østtyske nyhedsudsendelse, Aktuelle Kamera. ›Das ZK der SED ...‹ - altså det kommunistiske partis centralkomité - hedder det gentagne gange, næsten som en formel.
De forskellige skoleformer benævnes også ved forkortelser, idet de enkelte skoler typisk er opkaldt efter helte fra den socialistiske verden; EOS (Erweiterte Oberschule) Juri Gagarin, POS (Polytechnische Oberschule) Werner Seelenbinder.
Det sidste område, der er plads til at nævne her, kan sammenfattes under overskriften handel og service. I DDR ejede folket i princippet produktionsmidlerne. Virksomhederne havde derfor betegnelsen VEB (Volkseigener Betrieb). Var der tale om håndværk, f.eks. et radio/tv-værksted, havde man forkortelsen PGH (Produktionsgenossenschaft des Handwerks), jf. Alex' arbejdsplads PGH Fernsehreparatur ›Adolf Hennecke‹. På landet havde man LPG's (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaft.)
Mitropa, som er en kortere udgave af det lange Mitteleuropäische Schlaf- und Speisewagen-Gesellschaft var en slags servicevirksomhed, som fandtes i tog, på færger og på banegårde. Mitropa blev ganske vist grundlagt allerede i 1913, men fortsatte efter den anden verdenskrig kun i Østtyskland. Mon ikke et kendt dansk produktionsselskab har ladet sig inspirere af navnet?

Nach oben

ORGANISATIONER

Organiseringen af børn og unge i de såkaldte pionerorganisationer var et vigtigt politisk anliggende i DDR. De udgjorde en ramme for den rette socialistiske opdragelse. Ca. 95 % af de unge østtyskere var medlemmer af pionerorganisationerne. De bekendte sig dagligt til socialismen i form af en særlig pionerhilsen; på opfordringen ›Für Frieden und Sozialismus - Seid bereit!‹ skulle der svares ›Immer bereit!‹. De 6-10årige var Jungpioniere og bar blå halstørklæder, mens de 10-14årige Thälmann-Pioniere - opkaldt efter kommunisten Ernst Thälmann, der blev myrdet af nazisterne - bar røde halstørklæder. Herefter var man gammel nok til at blive medlem af ungdomsorganisationen FDJ - Freie deutsche Jugend - med den karakteristiske blå skjorte. De overbeviste kommunister - det var nu nok de færreste - og opportunisterne fortsatte som i en slags vugge-til-grav-socialisme som medlemmer af SED - Sozialistische Einheitspartei Deutschlands - partiet i DDR.
I starten af ›Good Bye, Lenin‹ ses i et flash back den unge Alex som pioner og senere i filmen - på et tidspunkt hvor de gamle værdier hastigt er under opløsning - ser man, hvordan et par skoleelever - mod passende betaling! - forsøger at genoplive den gamle pionerånd til ære for den intetanende fru Kerner. I samme scene blander wessien - wendeperiodens betegnelse for den typiske vesttysker - Rainer, som er kæreste med Alex' søster, tingene grundigt sammen og leverer hermed et af filmens komiske højdepunkter. I virkeligheden er han mellemleder hos ærkekapitalistiske Burger King, men ifølge den legende, Alex har digtet til ham, blev han dispatcher hos Mitropa - i grunden den samme funktion ›oversat‹ til socialismen - efter at have været Gruppenratsvorsitzender (dvs. leder) hos de unge pionerer. Men den alt andet end historisk bevidste Rainer har svært ved at lære sin rolle. At han blander de østtyske ungdomsorganisationer sammen - ›Ich war selber mal bei den freien deutschen Pionieren‹ - er slemt nok. Helt galt går det, da han kommer til at bruge ordet ›Gau‹, som på organisationssprog hører hjemme i en nationalsocialistisk sammenhæng; det nazistiske parti, NSDAP, var organiseret i ›Gaue‹ under ledelse af ›Gauleiter‹, der var Hitlers regionale stedfortrædere.

Nach oben

BOLIGFORHOLD

Filmen starter i familien Kerners Datsche. Via gamle private amatøroptagelser får vi et indtryk af en lykkelig barndom, hvor familielivet er intakt. En Datsche er - efter russisk forbillede - den østtyske udgave af en fritidsbolig. Her kunne man trække sig tilbage og i fred og ro dyrke sin urtehave.
Et af de største problemer i DDR var i virkeligheden manglen på boliger. Mange østtyskere stiftede familie i en meget ung alder, fordi der så var lettere adgang til en bolig. Dette er baggrunden for fru Kerners replik til den russiske sygeplejerske Lara, som Alex tydeligvis har et godt øje til: ›Heirate ihn bloß nicht zu früh…auch wenn das dann mit der Wohnung eher klappt.‹ For at afhjælpe boligmanglen udvikledes det for DDR meget karakteristiske Plattenbau. Der er her tale om etageejendomme bygget af præfabrikerede plader af grå stålbeton. Rent bortset fra at denne byggestil gjorde det muligt at bygge mange boliger på kort tid, antog man, at standardiseringen på boligområdet kunne bidrage til at fremme en socialistisk bevidsthed og levevis. Beboerne i et Plattenbau var således organiseret politisk-socialt i et Hausgemeinschaft og de kunne samles i et Hausgemeinschaftsraum. Hvor forjættende - eller mistrøstigt - dette end kan lyde var nogle etageejendomme i Plattenbaustilen dog mere attraktive end andre. Familien Kerner bor således i Berolina Strasse, en forholdsvis attraktiv adresse i nærheden af Alexanderplatz. Faktisk regnes den 2,3 km lange Karl-Marx-Allee, der udgår fra Alexanderplatz, for at være et af de mest betydningsfulde arkitektoniske mindesmærker i Europa. Her er byggestilen dog også tonet over i en neoklassicistisk retning, også kaldt stalinistisk kransekagestil. Et godt eksempel på Plattenbau i den mest trøstesløse udgave, finder man i Marzahn, øst for det centrale Berlin. Det er her, Alex og vennen Denis forsøger at afsætte parabolantenner for firmaet X TV. I Marzahn og lignende områder står der i dagens Berlin tusindvis af tomme, forfaldne lejligheder, som ingen ønsker at bo i.

Nach oben

PRODUKTER

Trabien er nok det kendteste produkt fra DDR. Inden produktionen blev indstillet i april 1991, var der blevet fremstillet over 3 millioner eksemplarer af den østtyske bil. Når man havde bestilt en Trabant, blev den leveret i løbet af 10-15 år (!). Det er på denne baggrund, at Alexander Kerners mor overrasket kan udbryde ›Schon nach 3 Jahren‹, da Alex - ganske vist i form af en hvid løgn - fortæller, at den bestilte Trabant er klar til afhentning. Det stærkeste symbol i ›Good Bye, Lenin‹ er dog ikke en bil, men et glas syltede agurker.
Det bliver efterhånden nærmest en besættelse for Alex at opdrive syltede agurker af det gamle østtyske fabrikat Spreewälder Gewürzgurken. Netop syltede agurker var et produkt, man altid kunne få i det gamle østeuropa, lige fra DDR til Bulgarien. Den erklærede politik var at skaffe borgerne billige basisvarer. Fra filmen kan nævnes eksempler som Filinchen Knäcke (knækbrød), Globus Grüne Erbsen (grønærter), Tempobohnen (bønner) og Mocca Fix Gold (kaffe). Hvad drikkevarer angår, er den i filmen omtalte Rosenthaler Kadarka en bulgarsk rødvin. Ved festlige lejligheder drak man Rotkäppchen (Rødhætte), som var (er!) en østtysk mousserende vin. Den østtyske drik af cola-typen - nej, Coca Cola ikke er en østtysk opfindelse! - hed Clubcola. Ønskede man et mere specialiseret vareudbud - og en bedre service - end den man kunne få i de ordinære Kaufhallen, måtte man ty til Exquisit (tøj), Delikat (fødevarer) og Intershop, hvor man med vestlig valuta kunne købe alt mellem himmel og jord.
Alt dette ændredes med et slag, da der den 1.7.1990 (dvs. efter murens fald, men før den officielle genforening) blev indført en økonomisk, valutarisk og social union mellem de to tyske stater. De østtyske varer forsvandt fra hylderne og ekspedienterne skulle til at lære, at kunden altid har ret; med Alex' ord: ›Übernacht hatte sich unsere graue Kaufhalle in ein buntes Waren-Paradies verwandelt. Und ich wurde als Kunde zum König‹.
Sjovt nok er mange af de østtyske produkter, der forsvandt som dug for solen efter die Wende, nu dukket op igen. Der er - ikke mindst efter ›Good Bye, Lenin!‹ - opstået en fornyet interesse for hverdagen i Østtyskland. 13 år efter genforeningen er DDR simpelthen blevet kult. Enhver tysk tv-kanal med respekt for sig selv har lanceret sit eget Ostalgieshow, hvor den østtyske dagligdag dyrkes med stor hengivenhed.

Nach oben