At en stat ophører med at eksistere hører til sjældenhederne! Men det skete alligevel den 3. oktober 1990, da Tyskland blev genforenet, og DDR blev en del af Forbundsrepublikken.
DDR var nabo til Danmark, men lå på den anden side af det jerntæppe, som i 45 år efter Anden Verdenskrig delte Europa i en østlig socialistisk og en vestlig kapitalistisk del, adskilt af en grænse med pigtråd og landminer og fra 1961 endda med en mur i Berlin.
Hvad foregik der egentlig i Tysklands østlige del, da den blev besat af den Røde Hær? Og hvordan udviklede DDR sig efter grundlæggelsen i 1949? Hvordan levede man i dette land, som afgrænsede sig fra den vestlige verden?
Denne bog vil belyse nogle af de elementer, som spillede en rolle i forsøget på at skabe en socialistisk stat, som skulle pege frem mod kommunisme, og hvordan påvirkningen af befolkningen foregik.
Man har ofte haft fokus på de negative sider af landet, men virkeligheden var – som den nu engang er – ikke sort/hvid. Livet i DDR havde mange aspekter, som uddragene fra David Ensikats bog viser. Og i den centrale tekst »Gelernter DDR-Bürger« fortæller Andreas Kieling om sin opvækst og den uddannelse i ungdomsorganisationen FDJ, som blandt andet satte ham i stand til at planlægge og gennemføre flugten til Vesten. Denne flugt skyldtes mere personlige end politiske forhold, og det fremgår både af denne og andre tekster, at det store flertal af befolkningen levede et ganske normalt liv, dog med en del afsavn sammenlignet med vestlige landes standard: man havde ikke frihed til at rejse, hvorhen man ville; de noget primitive biler måtte man vente på i årevis, og det kneb ofte med varer ud over det helt fundamentale. Til gengæld havde man arbejde, plads i vuggestuer og børnehaver og der var ikke forskel på rig og fattig; men forskelle i privilegier fandtes via partiet – der var ét parti, der bestemte det hele. Sådan byder der sig et broget billede – som det fremgår af teksterne.
Det berygtede Stasi holdt øje med folk, men var ikke særlig effektivt og bekymrede ikke den store del af befolkningen. Men for de oppositionelle, der kom i dette hemmelige politis kløer, var behandlingen hård. Bogen indeholder eksempler herpå, men vi har ikke medtaget oppositionens tekster (Wolf Biermann og mange andre) – de er for en stor del kendt i forvejen og kan i øvrigt let findes frem på nettet og på biblioteker.
Nogle sange og de mange illustrationer bidrager til at levendegøre billedet af livet i DDR. Der er knyttet opgaver til teksterne på www.tyskforlaget.dk.
Bogen er grundigt glosseret, så den kan læses på alle gymnasiale trin.
Nødebo og Charlottenlund, juni 2015
Ove Rimi Andersen og Poul Husum