»Ende der Unschuld - Über Macht und Ohnmacht
der Naturwissenschaft« indeholder 14 tekster, der hver
på sin måde berører naturvidenskabelige emner.
Ud over den naturvidenskabelige vinkel giver en række af
teksterne også indblik i aspekter af tysk historie.
Teksterne er samlet i fire afsnit i omvendt kronologisk rækkefølge
under overskrifterne Machtspiele, Verantwortung, Entdeckungen
og Weltbilder.
Juli Zeh skildrer i uddraget af romanen Schilf to fysikeres
rivalisering. Denne tekst har som den eneste i antologien ingen
relation til historiske begivenheder eller personer.
I uddraget af Wolfgang Menges manuskript til filmen Ende der
Unschuld er emnet Otto Hahns spaltning af uranatomet i 1938
og en række fysikeres overvejelser i forbindelse med arbejdet
med udviklingen af en atombombe i de følgende år.
Uranprojektet gjorde ikke Tyskland til en atommagt. I den sidste
del af teksten rettes blikket mod de samme tyske fysikere, der
i sommeren 1945 var interneret i Farm Hall i England, hvor de
blev forhørt om, hvem der vidste, sagde eller foretog
sig noget på forskellige tidspunkter. I uddraget fra Der
Teil und das Ganze giver Werner Heisenberg sin version af
mødet med Niels Bohr i København i oktober 1941.
Albert Einstein fremlægger i Zur Abschaffung der Kriegsgefahr
begrundelsen for sin støtte til amerikanernes udvikling
af atombomben.
Videnskabens ansvar er genstand for Clara Habers overvejelser
i Sabine Friedrichs roman Immerwahr. Som en af de første
kvindelige kemikere i Tyskland kunne hun på nærmeste
hold følge sin mands, den senere nobelprismodtager Fritz
Habers, rolle i udviklingen af giftgas som et kampmiddel i 1.
Verdenskrig. Clara Haber kunne ikke leve videre med sin viden
om giftgassens grusomme virkninger, der skildres i afsnittet
fra Erich Maria Remarques Im Westen nichts Neues.
Matematikeren og astronomen Carl Friedrich Gauß havde
fokus på at opdage nye metoder og ny erkendelse, hvilket
Daniel Kehlmann har skildret i Die Vermessung der Welt.
Gennem sin erfaring fra landmåling får Gauß
inspiration til sin lærebog om talteori Disquisitiones
Arithmeticae. Hvor langt matematikken er nået ved indgangen
til det 20. århundrede, gør David Hilbert status
over i sin tale om Mathematische Probleme på den
internationale matematikerkongres i Paris i 1900.
I Leben des Galilei skildrer Bertolt Brecht nogle af
de iagttagelser, der i begyndelsen af 1600-tallet fører
frem til det nye verdensbillede, som Friedrich Engels kommenterer
i Das neue Zeitalter.
Teksterne er gloseret tæt og vil kunne anvendes fra
2g. Der vil være gode muligheder for at inddrage teksterne
i tværfaglige forløb med naturvidenskabelige og
andre fag samt i almen studieforberedelse.
På bogens hjemmeside på www.tyskforlaget.dk findes
der arbejdsspørgsmål til alle tekster samt links
og realkommentarer.
Kolding, november 2012
Niels Thøgersen