Ron Jones-eksperimentet:
Lærer eller fører
Når pædagogik
bliver fatalt for lærer og elever. Filmen Die Welle kommer
snart til at sætte Tyskland på den anden ende.
Et tysk provinsgymnasium har projektuge. Historielæreren
Rainer Wenger (Jürgen Vogel) er ikke ligefrem begejstret,
da han pålægges at undervise i et ganske bestemt
delemne under den overordnede overskrift "statsformer".
Også hans elever lugter straks lunten og er alt andet end
begejstrede: "Åh nej, nu igen?!" De mener, at
emnet, også selvom det pakkes ind i eufemismen "autokrati",
er aldeles fortærsket. Nazismen - for det er jo reelt det,
det handler om - var noget møg, men tyskerne har jo for
længst lært af historien. Sådan noget kan ikke
ske igen. Og slet ikke i en globaliseret tidsalder. De har set
pointen. Eller har de? Wenger lader sig alligevel provokere af
elevernes blaserte bedreviden. Spontant indleder historielæreren
et uortodokst pædagogisk forsøg, der har som mål
at anskueliggøre, at de fleste mennesker forbløffende
let kan udvikle totalitære tankegange. Også i vores
tilsyneladende så oplyste tidsalder. Eksperimentet løber
dog efter ganske kort tid helt af sporet...
Hvis plottet i Dennis Gansels nye film forekommer bekendt, er
der en god forklaring: Die Welle er simpelthen en transponering
af den amerikanske, pædagogiske klassiker, The Wave, til
dagens Tyskland. Die Welle har biografpremiere i Tyskland den
13. marts. Filmen blev ikke udtaget til dette års Berlinale,
hvor der kun deltog en enkelt tysk film. Verdenspremieren fandt
til gengæld sted allerede i januar måned ved den
amerikanske Sundance Fimfestival. Den oprindelige amerikanske
The Wave udkom i 1981, både som en roman af Todd Strasser
(som benyttede pseudonymet Morton Rhue) og som en Emmy-vindende
tv-film på ABC. Siden har The Wave været et fast
indslag i unge menneskers engelsk- og psykologiundervisning i
hele verden. Mangen en dansk efterskoleelev taler med begejstring
om historien.
Faktisk er den taget lige ud af virkeligheden. The Wave/Die Welle
bygger nemlig på et autentisk pædagogisk eksperiment.
Den amerikanske historielærer Ron Jones fra Cubberley High
School i Californien er i foråret 1967 frustreret over,
at han ikke er i stand til at forklare en skeptisk elev, hvordan
almindelige tyskere kunne erklære sig aldeles uvidende
om, hvad der egentlig skete med jøderne under Det tredje
Rige. Kender Ron Jones overhovedet selv svaret på dette
simple men gode spørgsmål? Egentlig ikke. Han beslutter
sig derfor spontant til at udforske spørgsmålet
de følgende dage på sin egen intuitive og - pædagogisk
set - nærmest geniale facon.
EKSPERIMENTET begynder mandag den 3. april 1967. Omdrejningspunktet
på førstedagen er ordet "disciplin". Ron
Jones udbreder sig om skønheden heri. Og nødvendigheden.
Styrke gennem disciplin. Uanset om man ønsker at gøre
sig gældende som atlet, balletdanser eller kunstmaler:
disciplin er et uomgængeligt element. Disciplin er en træningssag.
Disciplin kan læres. Eleverne skal nu øve sig i
at sidde rigtigt på en stol. Fødderne skal være
parallelle og hvile fladt på gulvet. Knæene skal
bøjes i en vinkel på 90 grader. Når eleverne
svarer på et spørgsmål, skal de fatte sig
i korthed. Højst tre ord. Læreren skal tiltales
"Mr. Jones". Hele dagen eksercerer Ron Jones eleverne
i elementær disciplin.
Eksperimentet kommer flyvende fra start. Eleverne leger begejstret
med. Men er det kun en leg? Har historielæreren vakt et
naturligt instinkt? Hvor langt vil eleverne gå?
De har i hvert fald intet glemt i løbet af natten. På
eksperimentets anden dag afventer eleverne opmærksomme
og spændte - og i absolut stilhed! - lærerens næste
udspil. Ron Jones skriver lov nummer to på tavlen: "Styrke
gennem fællesskab". Han fortæller om det værdifulde
ved at være med i et fællesskab. Være del af
noget uden for én selv. Noget større. En bevægelse!
Han kalder sin egen nystartede bevægelse "Den tredje
Bølge", fordi den tredje er den sidste og største
i en serie af bølger. Jones kreerer også spontant
en - nazi-inspireret - hilsen til bevægelsen, som eleverne
skal benytte, når de mødes. Det giver fællesskab.
Men hvor står Ron Jones selv? Er han en mesterlig pædagogisk
strateg, som har sat en proces i gang, som han selv køligt
iagttager udefra? Eller er han selv blevet en del af eksperimentet?
Mottoet for onsdag den 5. april 1967, eksperimentets tredje dag,
er "styrke gennem handling"! Disciplin og fællesskab
er nemlig intet værd uden handling. Alle skal have konkrete
arbejdsopgaver. F.eks. lære alle medlemmers navne og adresser
udenad. Det viser sig, at Jones har skabt en atmosfære,
hvor de begejstrede elever er parate til at løse en hvilken
som helst opgave, hvor absurd den end måtte forekomme.
Motivationen er simpelthen i top. Nogle skal stå for det
grove, dvs. være dørmænd, der effektivt sørger
for at uønskede elementer holdes ude. Andre skal - på
mere subtil vis - fungere som uofficielle meddelere, hvis medlemmer
af bevægelsen træder ved siden af. Denne funktion
er der overvældende interesse for! En kreativ sjæl
skal designe et passende logo til bevægelsen. Atter andre
skal udbrede det glade budskab og hverve nye medlemmer. Inden
dagen er omme, tæller Bølge-bevægelsen 200
medlemmer. Flere elever ytrer sig spontant om, hvordan Jones
har givet deres liv indhold. En - på alle måder tung
- elev, som hidtil har været den fødte outsider,
oplever sin finest hour. Han nærmest trygler om at få
lov til at være Jones' personlige bodyguard. Er der slet
ingen skeptikere? Jo, klassens tre dygtige piger. De deltager
mekanisk, men tydeligvis uden overbevisning. De iagttager foruroliget
det, der sker omkring dem. Men ingen gør aktivt modstand.
RON Jones selv er havnet i en identitetskrise. Han kan efterhånden
vanskeligt skelne mellem sig selv i rollen som reflekterende,
pædagogisk iværksætter og rollen som den intuitive
og karismatiske førerskikkelse. På eksperimentets
fjerde dag føler Ron Jones sig meget udmattet. Og egentlig
også temmelig bekymret. Det, der startede med at være
et inspireret pædagogisk indfald, er nu ved at udvikle
sig til et foruroligende, ukontrollabelt forløb. For mange
elever er "Bølgen" i løbet af ingen tid
blevet det absolutte centrum i deres liv. Hvordan skal Jones
få afsluttet eksperimentet uden at forvolde for megen fortræd?
Han kan ikke bare brat afbryde det hele. Det ville være
for smertefuldt for de jeg-svage elever, som pludselig har set
en mening med deres liv. Han kan heller ikke bare lade forsøget
fortsætte. Det sender jo større og større
rystelser gennem hele skolen. En vred far, som under Anden Verdenskrig
var krigsfange i Tyskland, har f.eks. raseret historielokalet
aftenen før. Ron Jones ser sig nødsaget til at
gøre noget uventet. Han får et nyt inspireret indfald.
Han beordrer de tre skeptiske piger til at forlade lokalet, hvorefter
han som klimaks på en følelsesladet tale - "styrke
gennem stolthed" er dagens motto - annoncerer, at "Bølgen"
ikke bare er et lokalt anliggende. Om fredagen vil en betydningsfuld
repræsentant for bevægelsen på nationalt niveau
bekendtgøre sit kandidatur til det amerikanske præsidentembede.
Eleverne bedes indfinde sig kl. 11.50 om fredagen i skolens auditorium
for at overvære begivenheden direkte på nationalt
tv.
"Strength through discipline!" Til ære for "pressen"
- nogle af Ron Jones' indviede venner agerer til lejligheden
journalister og pressefotografer - demonstrerer den idérige
historielærer i en sidste grandios iscenesættelse
fredag den 7. april i auditoriet på Cubberley High School,
hvor langt han er kommet med eleverne. De adlyder hans mindste
vink. 200 knyttede hænder besvarer omgående Ron Jones,
når han benytter sin særlige bølge-hilsen.
200 røster deltager entusiastisk og med varierende stemmestyrke
i det talekor, "føreren" orkestrerer.
Klokken bliver 12.00. Det er tid til at tænde for fjernsynet!
Alle stirrer intenst på skærmen. Men der er kun sne
at se. "I lod jer forføre!" Øjeblikket
er kommet, hvor Ron Jones ikke længere er den i grunden
narcissistiske deltager i noget, der mere og mere lignede et
stykke absurd teater. Han er tilbage i lærerrollen. Han
mener nu at have besvaret det spørgsmål, der var
anledningen til det hele. Ligesom tyskerne under Hitler lod sig
forføre og erklærede sig uvidende om jødernes
skæbne, vil eleverne i fremtiden ikke indrømme over
for andre - måske ikke engang over for sig selv - at de
var til stede i dette lokale. De er hverken værre eller
bedre end de helt almindelige tyskere, der lod sig forføre
under nazismen.
Under den afsluttende seance i auditoriet på Cubberley
High School profeterer Ron Jones, at "Den tredje Bølge"
for altid vil forblive en hemmelighed mellem de deltagende elever
og læreren.
Det gjorde den bare ikke. Der er skrevet stribevis af artikler
om det epokegørende eksperiment, som i pædagogiske
og socialpsykologiske kredse nyder en bevågenhed på
linje med det tankevækkende Milgram-eksperiment, der -
med elektriske stød som den vigtigste bestanddel - belyser
lydighedens dilemma, og det berygtede Stanford fængselseksperiment,
der dokumenterer, hvor let almindelige mennesker kan udvikle
sadistisk adfærd. Men interessant nok har ingen af de deltagende
elever i Ron Jones-eksperimentet gjort rede for deres oplevelse
af forløbet. De har forholdt sig lige så tavse,
som Ron Jones forudså, de ville. Alle, der har skrevet
om eksperimentet - herunder undertegnede - støtter sig
til et essay, Ron Jones selv skrev i 1972. Også alle de
bøger, film, teaterstykker mv., der er lavet om forsøget,
benytter Jones' egen ret detaljerede beretning som primær
og eneste kilde.
HVOR troværdig er Ron Jones' personlige beretning? Det
er svært at frigøre sig fra en fornemmelse af, at
det hele nok ikke forløb helt, som Ron Jones beskriver
det i sit essay. Var eleverne virkelig så villige "ofre"?
Var de rent ud sagt så naive? Jones evner tilsyneladende
at gøre uhyre præcist rede for sine pædagogiske
overvejelser fra dag til dag. Herunder for sine egne følelser.
Kan det virkelig passe? Der er trods alt gået flere år
mellem forsøget og tilblivelsen af essayet, som Jones
angiveligt inspireres til at skrive, da han en dag møder
én af de gamle bølge-elever på gaden. Det
virker heller ikke helt troværdigt, at eleverne - som Ron
Jones påstår flere gange - på så kort
tid opnår en så dramatisk forbedring af deres faglige
niveau. Men det er vel i grunden bare helt i overensstemmelse
med den gængse erfaring: pædagogiske ildsjæle
har stort set altid succes med deres forsøg. I hvert fald
når de selv skal sige det.
Under alle omstændigheder er Ron Jones' historie elementært
fængslende. Der er god grund til at imødese Die
Welle, den forestående tyske versionering af Ron Jones-eksperimentet,
med forventninger. Den unge tyske instruktør, Dennis Gansel
(født i 1973), må være manden, der kan transponere
stoffet til dagens Tyskland. Ikke overraskende, at Dennis Gansels
produktionsselskab, Rat Pack - for ikke at give falske forhåbninger,
uden instruktørens vidende - i to år ihærdigt
arbejdede på at sikre sig rettighederne til historien.
Man var aldeles bevidst om, at dette måtte være alle
tiders ønskeopgave for instruktøren af Napola -
Elite für den Führer (2004). Også i Gansels ungdomsfilm
er nøgleordet jo forførelse.
En særlig appetitvækkende omstændighed er,
at Ron Jones selv medvirkede under optagelserne til filmen. For
bedre at kunne leve sig ind i rollen som den karismatiske historielærer
blev skuespilleren Jürgen Vogel coachet af selve ophavsmanden
til Ron Jones-eksperimentet.
FOR at tage den aktuelle temperatur på Dennis Gansel, inden
mediespektaklet for alvor bryder løs om et par uger -
Die Welle synes jo forudbestemt til at skabe debat, ikke bare
i Tyskland - stillede jeg ham et par spørgsmål.
Jeg har fulgt Dennis Gansel siden jeg medvirkede til en didaktisering
af drejebogen til hans internationale gennembrudsfilm og foreløbige
hovedværk, Napola.
- Hvad var din personlige motivation til at lave en film som
"Die Welle"? Temaet er jo på en vis måde
en slags gentagelse af forførelsestemaet i "Napola"...
"Netop derfor. Som barnebarn af en overbevist værnemagtsofficer
og søn af en aktiv 68er voksede jeg op præcist i
midten af de to tyske ekstremer. For mig som tredje generation
er temaet fascisme derfor så vigtigt. Jeg vil gerne lave
film, som ikke så meget fejrer de ganske sjældne
modstandsfolk, men derimod leverer de grundlæggende forklaringer
på, hvordan fascisme fungerer. Hvordan forførelse
fungerer. Den specielle, perfide psykologi. Napola gjorde dette
for Det tredje Riges vedkommende. Die Welle stiller dette spørgsmål
til nutiden."
- Hvilken betydning havde bistanden fra Ron Jones for filmen?
"En meget stor. For det første kunne vi ty til hans
originale protokoller, hvilket var en stor hjælp for tilblivelsen
af drejebogen. Desuden var det vigtigt for os, at han kunne lide
filmen og var tilfreds med vores indfaldsvinkel. Kontakten med
ham var også yderst gavnlig og interessant for skuespillerne.
Derudover er han alle tiders fyr. Stadig aktiv i punkmiljøet.
Og det var sjovt at vise ham Berlin."
- Hvordan er det at være ung tysk filminstruktør?
"Jeg tror, denne tid er den mest spændende, vi har
haft de sidste 20 år. En hel generation af unge tyskere
får nu chancen for at lave film. Deres film. Det er fascinerende
og filmene er efter min mening blandt de mest spændende,
man har kunnet se i lang tid. Jeg er stolt af at være med
og kunne godt tænke mig at arbejde mere europæisk
i fremtiden. Også med danske producenter og filmskabere,
som hos os nyder høj anseelse og som påvirkede mig
meget i min studietid. Jeg ser mig selv i ånden fra New
Hollywood. Krævende, spændingsfyldte temaer. Men
omsat på underholdende vis. Det vil jeg gerne lave i forøget
omfang."
- Hvordan blev "Die Welle" modtaget på Sundance
Filmfestivalen?
"Fantastisk! Der var sindssygt megen applaus og agenterne
fra Hollywood styrtede straks hen til os og skuespillerne. Amerikanerne
er jo hurtige i vendingen. Det må man lade dem. Særligt
syntes jeg diskussionerne var interessante. Man fornemmede, at
USA er meget usikker på sig selv og - i den svindende Bush
æra - analyserer de forgangne år ekstremt kritisk.
Det var med det samme et diskussionsemne, om dette forsøg
kunne ske igen i USA."
- Hvilke reaktioner forventer du i Tyskland?
"Ingen anelse. Jeg er spændt. De første testscreeninger
tyder på noget godt. Lad os se..."
Links:
Ron
Jones' essay:
Filmens hjemmeside
© Mikael Busch/Weekendavisen