»Der Baader-Meinhof-Komplex«
– historien om terrorismen i Tyskland
Sommeren 1967. Mens der er studenteruroligheder i Vestberlin,
slapper det liberale og oplyste nordtyske borgerskab af på
Sylt. Klaus Röhl, udgiveren af det venstreintellektuelle
tidsskrift »Konkret«, og hans unge ægtefælle,
stjerneskribenten Ulrike Meinhof, kaster glans over sommerens
sammenkomster på den frisiske ferieø. Parrets næsten
fem år gamle tvillingedøtre lever tilsyneladende
en sorgløs tilværelse i trygge rammer.
10 år senere – efteråret 1977: »Rote Armee
Fraktions« (RAF) »Offensive 77« er slået
aldeles fejl. Krisestaben omkring Forbundskansler Helmut Schmidt
lod sig ikke presse til at frigive de fængslede terrorister
fra RAF’s grundlæggergeneration. Selvom et netværk
af terrorister fra RAF’s såkaldte anden generation
havde bortført formanden for de tyske arbejdsgiverforeninger,
Hanns-Martin Schleyer, stod krisestaben fast. Der forhandles
ikke med terrorister – i hvert fald kun på skrømt.
Efter en spektakulær befrielse af passagererne på
Lufthansa-flyet »Landshut« – en kynisk flykapring
skulle lægge yderligere pres på den forbundstyske
statsmagt – begår topterroristerne Andreas Baader,
Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe koordineret selvmord i deres
celler i det monstrøse og flugtsikre fængsel i Stuttgart-Stammheim.
RAF har lidt sit afgørende militære nederlag. Ulrike
Meinhof, RAF’s chefideolog, havde dog allerede året
forinden taget sit eget liv.
Men hvad skete der i de ti mellemliggende år? Hvordan
opstod terrorismen i Tyskland? Hvordan kunne en lang række
unge, venstreorienterede studerende udvikle sig til kyniske mordere?
Hvorfor var (u)forholdsmæssigt mange af dem kvinder? Og
det mest gådefulde spørgsmål af dem alle:
Hvordan kunne Ulrike Meinhof, en talentfuld og samvittighedsfuld
skribent, vælge at forlade sine tvillingedøtre for
at tage skridtet ud over den afgrund, der i terrorist- og sympatisørkredse
gik under betegnelsen »væbnet kamp«? Disse
og mange andre spørgsmål belyses i Bernd Eichinger
og Uli Edels effektive storfilm »Der Baader- Meinhof-Komplex«,
som bygger på Stefan Austs journalistiske hovedværk
af samme navn.
Selvfølgelig er ikke alle lige begejstrede for filmen.
Fx kritiserer Bettina Röhl, den ene af Klaus Röhls/Ulrike
Meinhofs tvillingedøtre, filmen for ikke at interessere
sig tilstrækkeligt for terrorismens ofre – herunder
hende selv. Hvor relevant denne kritik end måtte forekomme,
siger det sig selv, at en film, der skildrer enkeltpersoners
udvikling – i dette tilfælde mennesker, der udvikler
sig til terrorister – nødvendigvis må indebære
en vis identifikation med disse personer. Ellers ville det sandsynligvis
være en dårlig film.
»Der Baader-Meinhof-Komplex« er langtfra den første
tyske spillefilm, der tematiserer terrorismen i Tyskland, men
den er én af de mest afbalancerede og helstøbte.
For unge mennesker, som ikke har forhåndskendskab til emnet,
er drejebogen og filmen en meget fin introduktion til et uhyre
komplekst afsnit af Forbundsrepublikkens historie.
Drejebogen til filmen er glosseret så tæt, at
den kan anvendes på B-niveau i de gymnasiale uddannelser.
Det faglige udbytte vil dog formentlig være størst,
hvis teksten inddrages i et af de sidste emner, måske endda
det sidste. Emneover-skriften kunne eksempelvis være »Rebellion«.
Det er en selvfølge – længden taget i betragtning
– at der kun læses et passende langt uddrag, alt efter
det valgte fokus. Drejebogen kan selvsagt også benyttes
på A-niveau, idet der her måske læses et mere
fyldigt uddrag.
Der er udarbejdet en hjemmeside til udgivelsen, hvor tekstnære
spørgsmål suppleres med forskellige andre typer
opgaver.
Kolding og Greve, 2011
Mikael Busch og Erik Wikkelsø |