Inhalt Hauptindex Index Bestilling
 

 

FORORD

Denne rapport er resultatet af et projekt om opgavebaseret undervisning (Task-Based Learning), som vi har gennemført i skoleåret 2000-2001 med støtte fra Gymnasieafdelingen i form af delvist frikøb fra undervisningen ved vore tre skoler, Odsherreds Gymnasium, Køge Gymnasium og Gentofte HF.

Steen Beck og Birgitte Gottlieb opstiller i bogen Elev/student (1) fire forskellige læringsrum, hvor der foregår henholdsvis tavleundervisning, værkstedsundervisning, klassedialog og gruppe- og projektarbejde.
Det første, tavleundervisning, beskæftiger vi os ikke med i denne fremstilling. De andre tre forekommer derimod alle. Dog har vi ikke eksempler på decideret projektarbejde, som jo - ligesom tavleundervisning - ikke forbindes med lærerformulerede opgaver. Men vi veksler i opgaverne mellem høj og lav lærerstyring. Vores foretrukne „sted“ beskriver Steen Beck og Birgitte Gottlieb sådan: „... læreren positionerer sig her ikke blot som fagperson, men forholder sig også til den enkelte elevs personlige og faglige kompetencer eller sætter sin faglighed på spil inden for en åben dagsorden, som i høj grad kan præges af elevinitiativer.“
Vi har helt bevidst i vores projekt haft fokus på, hvad vi vil kalde det dialogiske læringsrum. Vores iagttagelser og opgaver koncentrerer sig om dette alene. Ikke fordi vi mener, man i tyskfaget ikke bør benytte projektarbejde eller tavleundervisning, men fordi vi har gode erfaringer med at lade rugbrødsarbejdet, den daglige undervisning i læsning af tekster på tysk, foregå i det dialogiske læringsrum.

Vi vil foreslå, at læseren ikke læser rapporten igennem fra ende til anden, men at han/hun starter i de konkrete afsnit: Opgaver til Karen Duve…, Aufgabenorientierter Literaturunterricht og Eksempler på opgaver, for derefter at gå tilbage til de teoretiske afsnit og se dem i sammenhæng med forslagene i praksis.

I afsnittene om „Die Miami Dream Men Show“ og „Aufgabenorientierter Literaturunterricht“ har vi gennemgået, hvordan et helt forløb med læsning af længere noveller kan bygges op som opgavebaseret undervisning. Det er vigtigt at understrege, at udbyttet af og erfaringerne med brug af opgaver bliver størst, når man lader den ene opgave afløse af den næste.

Vores forslag til enkelte opgaver til en lang række tekster i afsnittet Eksempler på opgaver skal derfor ikke forstås således, at man kun bruger én opgave i forbindelse med læsningen af en given tekst. Opgaverne i dette afsnit er tænkt som inspiration og igangsættere, idet vi håber, at vi med de mange forskellige opgavetyper dels viser bredden og variationsmulighederne, dels inspirerer læreren (ved hjælp af kapitlerne om novellerne af Karen Duve og Arthur Schnitzler) til at udvikle flere opgaver til de enkelte tekster.

Afsnittet Aufgabenorientierter Literaturunterricht er skrevet på tysk, idet det er bragt i årsskrift fra Karl-Franzen-Universität Graz 2002. I forbindelse med projektet fik vi mulighed for at besøge professor Paul R. Portmann-Tselikas og dr. Sabine Schmölzer-Eibinger ved universitetet i Graz. Det var et meget udbytterigt og inspirerende besøg, som førte til, at Sabine Schmölzer-Eibinger opfordrede os til at skrive den nævnte artikel, som vi også medtager i rapporten for et vise endnu et eksempel på sammenhængende forløb baseret på opgaver.

Afsnit 7 og 8 har vi skrevet i fællesskab. De resterende afsnit er også resultatet af et tæt samarbejde, hvor vi indgående har drøftet både indhold og udformning. Men samtidig har disse afsnit hver sin hovedforfatter, hvis særlige interesse- og vidensfelt afspejles i det pågældende afsnit. Således er Nanna Bjargum hovedforfatter af afsnit 1, 5 og 10, Hanne Geist af afsnit 2, 3 og 6, Merete Vonsbæk af afsnit 4 og 9.

Undervejs i processen har vi desuden haft glæde af samtaler og diskussioner med en række forskere, der hver for sig har været til stor inspiration for os. Det gælder først og fremmest Michael Svendsen Pedersen (RUC), der har stået fadder til vores projekt, idet det var ham, der oprindelig præsenterede os for den opgavebaserede undervisning. Men også Peter Kaspersen (DIG), Karen Sonne Jakobsen (RUC) og Annegret Friedrichsen (DPU) har støttet os i forskellige arbejdsfaser. Vi vil gerne takke alle disse samtalepartnere.
At det har været muligt at søge råd og vejledning hos dem, skyldes den økonomiske støtte, vi har fået fra Undervisningsministeriet ved Jørgen Balling Rasmussen. Det er også ham, der har skaffet midler til, at denne publikation kan udkomme og blive sendt ud til gymnasier, HF- og VUC-kurser. Vi er meget taknemmelige for begge dele og for den interesse, Jørgen Balling Ras-mussen har vist vores arbejde.
En særlig tak skylder vi også vores utrættelige kolleger Erik Wikkelsø Pedersen og Leif Christophersen (Tyskforlaget). De har med stor omhu og akkuratesse gennemarbejdet manuskriptet med os.

Vi håber, at rapporten på én og samme gang vil tjene som idékilde og konkrete arbejdsanvisninger til tyskundervisningen og som inspiration til de øvrige sprogfag, idet de enkelte opgaver også kan omsættes til de øvrige fremmedsprog og dansk.

August 2002

Nanna Bjargum •Hanne Geist •Merete Vonsbæk

 

1. Steen Beck og Birgitte Gottlieb: Elev/student - en teoretisk og empirisk undersøgelse af begrebet studiekompetence. Bind 2. Gymnasiepædagogik 32. Dansk Institut for Gymnasiepædagogik, Syddansk Universitet, 2002.