|
|
-
- der krieger
+ die kaiserin
-
- VORWORT
Der krieger + die kaiserin er indtil nu at regne for
Tom Tykwers hovedværk. Her udleves temaet, der gennemsyrer
langt de fleste af Tykwers film, nemlig forholdet mellem skæbne
og tilfælde, sådan som det for mange også er
velkendt fra Lola rennt. der krieger + die kaiserin
fortæller om to ikke helt almindelige mennesker og deres
mærkelige møde, som til sidst fører dem sammen.
Selvom denne film af Tom Tykwer på mange måder kan
virke voldsom, er den i bund og grund en blid, romantisk kærlighedshistorie,
der med sin spektakulære langsommelighed viser, hvor hurtigt
tilværelsen kan ændre sig.
Ved en færdselsulykke bliver Sissi, der er sygeplejerske
på et psykiatrisk hospital, reddet af en mystisk mand,
der er på flugt. Han er den eneste, der griber ind i spillet
om liv og død, da Sissi ligger alvorligt kvæstet
og døende under en kæmpemæssig tankvogn. Men
efter at have reddet Sissi forsvinder han lige så hurtigt
ud af hendes liv, som han kom ind i det.
Det bliver for Sissi starten på en kamp ud af isolationen
på det hospital, hvor hun har levet hele sit liv. Ich
dachte, wenn man nicht allein ist, kann man draußen vielleicht
auch glücklich werden. Wenn so einer dabei ist.
Sissi, kejserinden, giver ikke op, og til sidst finder hun kejseren,
Bodo. For at finde hinandens kærlighed må de dog
først finde sig selv og derefter redde hinanden - i ekstraordinære
situationer.
Sissi redder Bodo under et mislykket bankkup. Da de - efter at
have stået ansigt til ansigt med døden - finder
livet og hermed hinandens kærlighed, stopper deres flugt
brat. Man kan undre sig over titlen, der umiddelbart associerer
en anderledes identitet og et helt andet socialt tilhørsforhold,
end tilfældet er i filmen. Den kvindelige hovedperson hedder
Sissi, opkaldt efter Elisabeth af Bayern, der som 16-årig
blev gift med kejser Franz Josep I. af Østrig-Ungarn.
Om filmens usædvanlige titel har Tom Tykwer sagt: I
mine øjne er det en meget rammende titel, eftersom filmen
giver disse specielle, mærkelige personer den samme dimension,
som normalt er reserveret til historiske helte. De vokser begge
ud over deres grænser, og derfor fortjener de en titel
som denne og ikke Den frustrerede soldat og den forskruede
sygeplejerske, som filmen jo også kunnet have heddet.
Navnet Sissi bekræfter denne forestilling, men i hvilken
henseende hun er kejserinde bliver først klart,
som filmen udvikler sig. Hun er den hemmelige regent på
den psykiatriske afdeling. På samme måde er Bodos
kamp ikke en soldats kamp, men snarere en kamp mod ham selv og
hans følelser. Selv om de ikke er fantasifigurer, kan
de alligevel gøre krav på denne særlige dimension.
der krieger + die kaiserin er velegnet til fortsættersprog
(B- og A-niveau) i de gymnasiale ungdomsuddannelser, på
HF-tilvalg og i voksenundervisningen. Udgivelsen består
dels af det originale filmmanuskript og dels af et interview
med Tom Tykwer. Interviewet kan som sagprosatekst med held inddrages
i arbejdet med filmens temaer. Herudover er der billedmateriale
fra filmen og biografiske oplysninger til skuespillere og regissør.
Filmmanuskriptet og interviewet er tæt gloseret i relation
til målgruppen. Gloseringen skal give eleverne energi og
lyst til at koncentrere sig om forståelse af filmens univers
med henblik på en efterfølgende sprogproduktion
om den og dens temaer.
På hjemmesiderne til der krieger + die kaiserin (www.tyskforlaget.dk)
kan man finde forskellige materialer og opgaver, der er tænkt
som inspiration til arbejdet med filmmanuskriptet og den tilhørende
skolelicenserede film, der er forsynet med tyske undertekster
for at støtte elevernes umiddelbare forståelse.
Hjemmesiderne giver mulighed for at inddrage IT som informationskilde
og arbejdsform i tyskundervisningen. Her kan eleven/kursisten
arbejde helt på egen hånd uden lærerens tilstedeværelse.
August 2003
Angela Homann Erik Wikkelsø Pedersen |