I bogen "Königskinder" får man som læser oprullet Rudolf Kaufmanns skæbne - som var man selv til stede og deltager i de dramatiske begivenheder. Vi får indblik i hans overvejelser: Hvordan kunne han bedst sikre sin eksistens via et stabilt udkomme og hermed skabe en basis også for sin udkårne Ingeborg. Brevene giver et enestående vidnesbyrd om en skæbne, der godt nok er unik, men som i mangt og meget er repræsentativ for de over 500.000 tyskere, der flygtede fra Tyskland, efter at Hitler var kommet til magten i 1933.
I første række var det naturligvis politiske modstandere, nazisterne forfulgte, hovedsagelig venstreorienterede. Men også regimekritikere fra borgerligt/liberale og kristne kredse fik mundkurv på, blev arresteret og interneret i lejre. Mange førende videnskabsmænd og kunstnere var ligeledes truet og udvandrede: forfatteren Thomas Mann, fysikeren Albert Einstein, maleren Oskar Kokoschka, komponisten Paul Hindemith, filosoffen Karl Popper, psykoanalytikeren Wilhelm Reich, skuespilleren Marlene Dietrich for blot at nævne nogle af de kendteste. Ikke mindre end 24 nobelprismodtagere var blandt de flygtende.
Den berømteste flygtning, som fik asyl i Danmark indtil den tyske besættelse var vel digteren Bertolt Brecht, som på daværende tidspunkt var betydeligt mere kendt i udlandet end i Danmark. Og alligevel skulle Brecht gå hen og opnå en birolle i den danske nationalmytologi, således som den ses udformet i Lise Nørgaards TV-klassiker"Matador".
Den største gruppe af de tyskere, som efter 1933 var truet på deres eksistens, var de tyske jøder. De udgjorde et sted imellem 2/3 og 3/4 af de ca. 100.000 tyskere, der forlod Tyskland i 1933-34. Af disse jøder var de fleste det af navn, men ikke af gavn; det vil sige de færreste af dem var troende jøder, selv om de var af jødisk familie. Rudolf Kaufmann, som vi hører om i teksten, var således heller ikke troende, men blev betragtet som jøde, fordi hans mor (som var død i 1928) var jøde. Rudolf måtte som følge af denne jødiske baggrund i 1933 opgive sit arbejde som geolog ved universitetet i Greifswald. Han tog til Danmark og arbejdede ved Geologisk Institut i København, men arbejdstilladelse, stilling, endsige flygtningestatus blev der ikke tale om, og han måtte forlade landet. Her i bogen møder vi ham så først i 1935 i Italien, hvor han holder skindet på næsen ved at arbejde som assistent i et fotoatelier i Bologna. Dette bliver hans skæbne, da han i sommeren 1935 ikke blot fotograferer den svenske turist Ingeborg Magnusson fra Stockholm, men samtidig forelsker sig så eftertrykkeligt i hende, at hun fremover indgår i hans planer om at emigrere til et land, hvor han kan fortsætte sin videnskabelige karriere. Lande som Ecuador, Columbia, Palæstina, Persien optræder i disse planer, men ikke mindst Danmark og Sverige kommer naturligt nok til at stå højt på Rudolfs ønskeseddel for et muligt immigrationsland. Ingen af disse planer lykkes for ham, og den dag i dag er det et åbent spørgsmål, om det havde været muligt for ham at få indrejsetilladelse som asylansøger i Danmark. En del jøder blev som bekendt afvist ved den danske grænse. Ganske vist var det lykkedes for Rudolfs svoger, Curt Teichert at få arbejde som geolog ved Geologsik Institut i København. Men herved varetog han muligvis netop den stilling, der kunne være blevet Rudolfs redning (indtil 1939 i det mindste). Således bliver Rudolfs mislykkede udvandring/flugt på mange måder repræsentativ for en stor del af de tyske jøder. Derfor vil vi i det følgende forsøge kort at opsummere de vigtigste aspekter og faser i forløbet af denne flugt og udryddelse af den jødiske befolkning i Tyskland.

1.Fase 1933

Efter Hitlers magtovertagelse og lovene imod jødiske embedsmænd flygtede mange - ofte hals over hoved - især til Tysklands nabolande. Mange valgte dog at blive i Tyskland, da de mente, at jødeforfølgelserne blot var et forbigående fænomen.

2. Fase 1935

Efter Nürnberger-lovene startede en stor bølge af udvandringer, som til dels endnu kunne styres relativt målrettet af jødiske organisationer. Også inden for Tysklands grænser begyndte en masseflytning af jøder fra land til by (dvs. de tyske storbyer).

3. Fase 1938

Efter Krystalnatten blev det nu klart for selv de mest optimistiske jøder, at det var livsfarligt at blive i Tyskland, men samtidig var det blevet meget sværere at forlade landet.

4. Fase 1939

Efter krigsudbruddet blev indrejsemuligheden for tyskere spærret af alle krigsførende lande. Også neutrale lande vægrede sig ved at tage imod truede tyskere.

5. Fase 1941

Med beslutningen om en "Endlösung der Judenfrage" blev det kun ved held eller tilfældighed muligt for enkelte jøder at overleve. Ved krigens slutning var det således kun 1,5% af den oprindelige jødiske befolkning, der stadig levede i Tyskland og Østrig.

I 1933 omfatter den jødiske befolkning i Tyskland ca.500.000 - svarende til 0,77% af den samlede befolkning. Antallet af jøder var faldet med 11,5% i forhold til den forrige folketælling i 1925, mens befolkningen som helhed var vokset med 4,5%. Af de tyske jøder boede 32% i Berlin.
Hitlers magtovertagelse d.30.januar 1933 medfører i de følgende måneder gadevold i mange tyske byer. Politiske modstandere og tilfældige fodgængere chikaneres i flæng, slås ned og berøves af brunskjortede SA-folk. Rigsdagsbranden den 27. februar bruger Hitler som påskud til at sætte forfatningen ud af kraft - med det formål at kvæle oppositionen imod nazismen med en skræmmekampagne.
I gadebilledet ses de første opfordringer til boykot af jødiske forretninger og det prøjsiske justitsministerium opfordrer d.31.marts jødiske dommere og advokater til at nedlægge deres embeder.
I den udenlandske presse kan man læse bestyrtede reportager om nazisternes udskejelser, men i Tyskland betegnes dette fra officiel side blot som eksempler på "den internationale jødiske rædselspropaganda". Men den udenlandske reaktion er tydeligvis ubehagelig for regimet og medvirker til, at dette satser på at udbygge sit eget propagandaapparat med Joseph Goebbels som minister. (Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda oprettes d.13.marts 1933).
Herefter går det slag i slag. Efter opfordringen til boykot af jødiske foretagender d.1.april følger d.7.april loven "til genoprettelse af embedsstanden" - dvs. jøder bliver afskediget fra offentlige stillinger, - i de fleste tilfælde uden ret til pension. Også universitetslærere og jurister kunne fra nu af kun få ansættelse eller erhverstilladelse, hvis de var ariere. M.a.o. "Berufsverbot" er nu gældende lov.
Den 10.maj 1933 finder bogbrændingen af uønsket litteratur sted i Berlin og i juli samme år kan en veltilfreds Hitler konstatere, at 1.fase af den nazistiske revolution er lykkedes. Herefter skulle man foreløbig ikke skride yderligere ind over for jøderne, da deres medvirken i erhvervslivet var nødvendig for Hitlers plan om at få sat skub i den økonomiske udvikling. Sideløbende hermed er Hitler i de næste par år optaget af at få opbygget et militær- og politiapparat, der trimmes til ubetinget lydighed over for "føreren". Derfor kan jøder naturligvis heller ikke accepteres som officerer.
I 1935 beslutter en stor række byråd at forbyde jødiske tilflyttere at bosætte sig inden for kommunegrænsen.

5

Gesetz zum Schutze des deutschen Blutes und der deutschen Ehre.
Vom 15.September 1935

Gennemtrængt af erkendelsen af, at det tyske blods renhed er en forudsætning for det tyske folks videre beståen, og besjælet af en urokkelig vilje til at sikre den tyske nation for al fremtid har rigsdagen enstemmigt vedtaget følgende lov, som hermed bekendtgøres.

 

§1

1. Indgåelse af ægteskab mellem jøder og statsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod er forbudt. Ægteskaber, som er indgået på trods heraf, er ugyldige, også dersom de for at omgå denne lov er indgået i udlandet.
2. Søgsmål for ugyldighed kan udelukkende rejses af den offentlige anklager.
§2
Kønslig omgang uden for ægteskab mellem jøder og statsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod er forbudt.
§3
Jøder må ikke i deres husholdning beskæftige kvindelige statsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod under 45 år.
§4
1. Det er forbudt for jøder at hejse rigs- og nationalflaget og at bære rigets farver.
2. Derimod er det dem tilladt at vise de jødiske farver. Udøvelsen af denne ret står under statens beskyttelse.
§5
1. Den, der overtræder §1, straffes med tugthus.
2. Den mand, der overtræder §2, straffes med tugthus eller fængsel.
3. Den, der overtræder §§3 eller 4, straffes med fængsel i indtil ét år og bøde eller med en af disse straffe.
§6
Indenrigsministeren udsteder sammen med Førerens stedfortræder og justitsministeren de rets- og forvaltningsforeskrifter, som er påkrævede til lovens gennemførelse og supplering.
§7
Loven træden i kraft dagen efter dens bekendtgørelse, §3 dog først den 1. januar 1936.

 

Nürnberg, den 15. september 1935, på Rigspartikongressen for Frihed

Fører og rigskansler Adolf Hitler
Indenrigsminister Frick
Justitsminister Dr. Gürtner
Minister uden portefølje R. Hess

De tyske jøders hovedorganisation blev nu tvunget til at skifte navn fra "Reichsvertretung der deutschen Juden" til: "Reichsvertretung der Juden in Deutschland", da der ifølge den nazistiske ideologi ikke kunne findes tyske jøder, men kun enten jøder eller tyskere. En af de vigtigste opgaver for denne "Reichsvertretung"
bliver fra nu af at hjælpe jøderne til emigration, samt at formidle økonomisk støtte til alle de jøder, der har mistet deres indkomstmuligheder og hjælpe med at finde omskolingsmuligheder for arbejdsløse jøder.
I tiden fra 1933 til 1938 emigrerede ca. 169.000 jøder fra Tyskland. Knap halvdelen heraf med assistance fra den nævnte "Reichsvertretung". Ca. 1/3 rejste til Palæstina, men borgerkrigen i 1936 i dette engelske mandatområde gjorde det sværere at udvandre fra Tyskland, da de fleste lande kun accepterede ganske lave emigrantkvoter. Ca. 1/5 flyttede til Østeuropa og blev dér senere atter en gang indhentet af nazisterne.
I 1934 falder emigranttallet med 15% i forhold til 1933. En medvirkende årsag hertil har det muligvis været, at der skete en nedsættelse af det valutabeløb, der måtte føres ud af landet fra 10.000 RM til 2.000 RM.
Når stigningen i den jødiske emigration ikke fortsatte i årene 1935-36 skyldes det dog ikke kun indre tyske forhold. Men det var uhyre vanskeligt at få visum. Antisemitismen fandtes ikke kun i Det Tredje Rige og mange af de andre europæiske lande - ikke mindst de små stater - gik på kattepoter for ikke at blive opfattet som tysk-fjendtlige. Af de tysk-jødiske emigranter fik således i 1936 kun 6,25% (af 24.000) opholdsstilladelse i et europæisk land! De var stort set uønskede i Europa. Dette forhold ændrede sig dog i de følgende år, efterhånden som de europæiske lande ikke længere kunne lukke øjnene for jødeforfølgelserne i Tyskland. Men fortsat (indtil juni 1938) var det kun godt 1/5 af de jødiske emigranter, der fik opholdstilladelse i andre europæiske lande.

5

5

5

5

5

5

5

5

5

Supplerende litteratur: Karl Christian Lammers: Vejen til Auschwitz (Gyldendal, 1999)
(Kan anbefales for sin historiske redegørelse og mange relevante kilde-tekster. Vedr.likvideringen af jøder i Baltikum (Königskinder) se side 80-82.