ANMELDELSE

"Meddelelser 153", november 1999

Spielfelder eines Chronisten. Texte von Christoph Hein
Udvalg ved Bente Gravgaard og Erik Wikkelsø Pedersen
Tyskforlaget, 1999
Pris: 144,- kr. (eksklusive moms)

I Danmark var der en del, der tidligt fik øje på, at Christoph Hein var god i skolen. - Der forelå hurtigt udgivelser til skolebrug af de romaner, han mere og mere slog sit navn fast med - blot til dato vistnok ikke af den væsentlige Der Tangospieler - og han er et antal gange blevet brugt til skriftlig eksamen i både gymnasiet og HF.
Det skyldtes nok ikke kun, at han i Tyskland var blevet kendt som en kontroversiel DDR-forfatter med en særlig, lidt underdrejet kritisk holdning. Egnetheden til vores brug ligger i mine øjne - ud over den afdæmpede, men vedholdende kritiske rolle, han har spillet - i høj grad i varige litterære kvaliteter i værkerne: noget konkret og anskueligt, nærværende, humoristisk, psykolo-gisk overbevisende, elementært gribende, levende personer - på en klangbund af DDR-samtid og i det hele taget den tyske virkelighed tilbage til mellemkrigstiden.
Det er derfor en særdeles fortrinlig ide at samle 13 ret forskellige tekster af Hein, og de nævnte kvaliteter finder man også i tekster i denne nye antologi. Man må selv skønne sig til, hvorfor netop dé titler er valgt, for udgiverne siger ikke meget om det - det knappe forord bringer mest faktuelle ting, samt et e-mail-nummer, man kan skrive mere materiale hjem fra, (et omfattende, men også et meget disparat stof, fx. ubearbejdede artikler fra opslags-værker, ofte med illustrationer, historiske tabeller, tekster af andre forfattere, ideer til undervisningen, forskellige opgavetyper, herunder af kreativ art m.m.m. - jeg har kun orienteret mig i en del af det). Den informerende efterskrift, mange elever og lærere nok kunne ønske sig, søger man forgæves; introduktionen til forfatterskabet overlades til Hein selv, der fortæller om det på den cd, der er tilbehør til hvert eksemplar. Her læser han desuden nogle af teksterne i bogen (73 min.). På en anden cd, der sælges separat, får man 70 min. til - i alt Heins stemme i 2½ time. Korte - ofte vel korte - realkommentarer findes sparsomt sammen med glosseringen i højre spalte på hver side. Det er let at orientere sig i det, satsen er behagelig. I det hele taget en teknisk flot bog - ikke mindst gengivelsen af bogens illustrationer - fremragende grafiske arbejder af Walter Hanel, som mange vil kende fra hans løbende bidrag til ‘Frankfurter Rundschau’.
Man fornemmer i den udtalte vilje til kombination af medierne et overbevist knæfald for den aktuelle IT-trend i gymnasiet - tysk skal jo være et levende og nutidigt fag i rivende udvikling. Selv synes jeg, at Hein-cd’en er en ægte gevinst; og utvivlsomt vil nogle se store muligheder for nye frugtbare arbejdsformer i forbindelse med tekstarbejdet via IT, men den foreliggende udgivelse er nu engang først og fremmest en bog, og vel at mærke en tekstsamling i ret traditionel stil, litteratur fra første til sidste side - en udgave der lægger op til gedigen tekstgennemgang. - Således foranlediget vælger jeg som mit ærinde først og fremmest at holde mig til bogen.
Nogle konkrete informationer: teksterne på bogens ca. 145 sider er sammensat kronologisk, fra den oprindelige titelnovelle Nachtfahrt und früher Morgen (1980) til en helt ny komisk enakter In Acht und Bann (1998). Jeg har overvejet, om årstallene skulle antyde en præsentation af tekster fra de to tiår før og efter murens fald, - eller om man skulle søge et gennemgående tema, - eller om der måske var tale om et udvalg af litterære highlights. - Bogens lidt kryptiske titel, Spielfelder eines Chronisten, forstår jeg som en åndrig, apercu-agtig formulering fra Hein selv.
Men princippet synes i al enkelhed at være, at man tilstræber en vis bredde - og især at lade det nyeste stå markant, dvs. med to meget lange, men meget anvendelige kapitler fra Von allem Anfang an og den nævnte komedie fra 1998 i dens helhed - i alt er det ca. 75 sider. Resten er især hentet fra Exekution eines Kalbes (1994), der ved udgivelsen - måske med rette - blev omtalt som et eksempel på, at Hein i nogen grad var ved at tabe højde, havde sat til i originalitet - at det repeterende lurede. Fra de vigtige romaner Der fremde Freund (Drachenblut) og Der Tango-spieler er der et hhv. kort og et lidt længere uddrag. Hovedværket Horns Ende er der set væk fra.
Selv om det som antydet fore-kommer mig, at det måske ikke er Heins bedste ting, der syner mest i denne antologi, skal det medgives, at udgiverne ud fra det mål, de øjensynlig har sat sig, har udsøgt en bred og udmærket samling tekster, der er særdeles egnede til gymnasie- og HF-brug - efter min foreløbige erfaring har udgiverne ret i, at de naturligt kan anvendes i 2.-3. g og på HF-tilvalg. De er også genremæssigt repræsentative: skitser (Die Witwe eines Maurers), parabler (Kein Seeweg nach Indien), en næsten Brecht’sk/Kleist’sk anekdote (Der Name), men også et strejf af noget kulørt (Der Krüppel). De to lange kapitler fra erindringsromanen Von allem Anfang an skildrer en verden, der med det særegne miljø og fine pointer vil optage en 2. g. Den helt nye enakter In Acht und Bann, som de færreste vil kende, er en persiflage over kynisme og omskiftelighed under moderne totalitære statsformer. Stedet er henlagt til Kong Artus’ verden. Men hele menageriet skal naturligvis - og tydeligvis - appliceres på den tyske virkelighed i vor tid, generelt og i detaljer; altsammen lidt i Dürrenmatts maner (fx. Romulus der Große)), dog uden hans overdådigt frodige vid og dramatiske fremdrift, og heller ikke så universelt. Men jeg vil tro, at stykket har så megen ‘Witz’ og ‘tiefere Bedeutung’ i sig, at en klasse kan vindes for det.
Som det er fremgået, har jeg anskaffet antologien og arbejdet med den på 3. g højniveau som skoleårets første tekstmateriale. Netop her forekommer meget deri egnet, bl. a. som fremragende samtalegrundlag. - Men netop det intensive arbejde kan som bekendt føre til, at nogle begrænsninger ved udgaven ikke lader sig overse.
Nogle har at gøre med udvalgene fra længere tekster. - Jeg ved ikke helt, hvor det korte, frapperende kapitel 2 fra Der fremde Freund strengt taget skal føre hen. - Lige så vanskeligt kan det af anden årsag blive med uddraget af Der Tangospieler. Det forekommer for arbitrært og uigennemtænkt, - ikke at denne gode tekst ikke engagerer; en god klasse begriber godt dét med med den korrupte stat, forstår også den rastløse Dallow, der er i drift ud i orienteringsløshed og desillusion, men som dette udvalg er foretaget - simpelthen 12 sider fra lidt inde i bogen, der begynder og slutter brat - er der for mange åbne spørgsmål, som læreren må besvare, hvis han kan: Hvor er vi? - Hvem er Elke? - Manden i telefonen? - Hvad med Roessler? - Sylvia? - Hvor kommer de fra? Hvor bliver de af? - Det kan gerne være, at man kan lede svarene op over IT, at man kan grave sig frem til dem i det ‘Papierwust’, som printeren villigt stiller til rådighed, men har eleverne ikke mere glæde af et gennemtænkt tekstuddrag, evt. en frugtbar sammenhængende kombina-tion af flere uddrag, måske forbundet med kortfattede resumeer og præcise kommentarer - i bogen selv?
Hein vil i den danske skole kunne få en rolle, der på sin vis kunne komme til at svare til fx. Remarques, Kästners, Falladas, Bölls, Schneiders o. a., så forskellige de end måtte være. Solide forfattere og samtidig gode ‘Zeitzeugen’ - og netop i det stykke er Der Tangospieler uovertruffen. Men så må det være en fordel, hvis elever, for hvem 1989 er fjern historie, får kortfattet, færdiggjort pædagogisk hjælp i form af indholdsmæssige og sproglige informationer - på samme måde, som det tidligere er gjort på i ældre slidstærke antologier.Og så kommer jeg nok heller ikke helt uden om et andet lille forbehold: glosseringen. Jeg gør det ugerne, skønt det må være en del af mit opdrag. Men der er her altid en risiko for at ende i ørkesløst pindehuggeri - høg over høg. Det skal derfor formes kort og med få eksempler. Jeg vil desuden først sige, at jeg synes, den principielt er gjort, som man skal, dvs. ikke udførlige ordbogsartikler, men ét ord ... dét præcise ord på dét sted.
“Teksten er fyldigt gloseret”, skriver udgiverne i forordet. Det er ikke forkert. Der er mange ord - ikke sjældent hele margen fuld. Overvejelsen om, hvilke enkeltord der da skal kommenteres på det a + b-niveau, vi jo er enige om, må være skønsmæssig og må som altid - således også i denne bog - blive inkonsekvent.
Men det forekommer mig, at bogen stedvis præges af skæve eller upræcise oversættelser og generelt en tendens til at almindeliggøre for ikke at sige trivialisere den sikre stilist Heins ordvalg. Man kan desuden undertiden synes, at glosseringen reducerer et stilistisk raffinement. Når det fx. hedder: “Alles var verschwommen und unklar” (s. 24), kunne der vel findes en bedre løsning end at oversætte verschwom-men med ‘uklar’, især når vi på dansk har det her rammende ‘tåget’. Tilsvarende: sich ablenken (s. 22) svarer fx. fint til det genuint danske ‘at aflede sine tanker’; hvorfor så lægge op til, at eleven oversætter ‘adspredes og adspredes’? Her og der yngler det sproglige i denne - i sidste ende - DDR-bog ind i forståelsen. Fx. var Betreuer i 1960 et nyord, en politisk funktion, og så er ‘assistent’ en for harmløst neutral gengivelse for typen Schulze; og når denne opportunistiske fanatiker, i øvrigt med udstrakt højre arm, hidser sig op og bliver - med et yndet DDR-udtryk - beseelt, ville jeg vælge varianten ‘besjælet’ - måske endda den friere gengivelse ‘som besat’ - men i hvert fald ikke ‘som sjælfuld’; i denne tekst er det i øvrigt en pointe på dette sted, at sedlen er hektografiert - en duplikator havde man næppe på Humboldt i 1960 (alle tre belæg s. 51-53).
Et eksempel på den uløselige forbindelse glossering/kommentar/tekstforståelse ses også s. 60. Når Hein bruger et gammelt udtryk fra nazi-propagandaen som wehrkraft-zersetzend, har det i min læsning en klar funktion i konteksten; og da forstyrrer det mere, at tekststedet ikke bliver forklaret, end at Wehrkraft forveksles med Wehrmacht. Endelig: når det s. 137 hedder under stikordet ‘Gründgens’: “tysk skuespiller og regisseur [?] - især kendt for sine roller i “Mephisto” og “Faust” “, er jeg rent ud mystificeret. - Men lad nu de par eksempler være nok som en antydning af, hvad jeg indimellem har studset over.
Hvorom alting er: udgiverne har tilrettelagt et vældig udmærket tekstudvalg - båret af en stor oplagthed til at formidle en stadig meget spændende og central moderne tysk forfatter i skolen - og samtidig en tidskorrekt IT-begejstring.
Og lad mig føje til, at vi ikke har fortrudt, at vi har investeret i denne flotte udgave med gedigne, aktuelle tekster; - vi påtænker snarest at supplere med endnu et sæt.

 

Bendt Falkesgaard Pedersen