Tyske efternavne

mellem 1910 og 2005

 

RESULTAT

Undersøgelsen viste et klart fald fra 26,7 til 12,7 procent hos de sikre tyske og jødisk-tyske navne over de 95 undersøgte år. Hvis man kunne være mere sikker på alle tysk klingende navnes oprindelse i den Blå Bog, det vil sige med rimelig sikkerhed vil kunne fastslå, om den pågældende bærer af navnet havde tyske rødder, ville antallet selvfølgelig stige betragteligt. Således udgør de meget frekvente usikre navne Busch, Dreyer, Koch, Fischer, Lange, Møller, Schütt(e), Schydt, Schmidt, Smit(h), Smidt og Voigt i 2005 tilsammen 97 personer, i 1910 50 personer. Dermed ville procentdelen af tyske navne og i 1910 stige til 29,6 % og i 2005 til 13,9 %. Det kan tænkes, at procentdel fra 2005 svarer til landsgennemsnittet af tyske og tyskjødiske efternavne i Danmark. Alene det ærketyske navn Schmidt med dets højtyske og nedertyske varianter er repræsenteret med 36 korte biografier i 2005-06. Schmidt hører faktisk også - se ovenfor - til de mest udbredte efternavne i Danmark. Det bør endelig også erindres, at utallige danske -sen-navnes første morfem går tilbage til førkristne tyske eller vestgermanske fornavne (Adolphsen, Atzen, Ahrendtsen, Arntzen, Albrechtsen, Arnoldsen osv.).

Tabel med a) årbogens årgang, b) antal tyske og jødisk-tyske navne, c) antal biografier i pågældende årgang samt d) personer med tyske eller jødisk-tyske efternavne i procent:

I 1910 var 0,1 % af den danske befolkning opført i første årgang af den Blå Bog, i 2005 bestod eliten i den Blå Bog stadig af 0,1 % af Danmarks befolkning. Befolkningsvæksten svarer nogenlunde til det forøgede antal biografier i den Blå Bog. Tabellen gør det nærliggende at antage, at det absolutte tal af højtplacerede personer i det danske samfund, som har tyske og jødisk-tyske rødder, ikke er steget men heller ikke faldet markant i de sidste firsindstyve år. Til gengæld er deres procentuelle antal faldet betragteligt fra 1910 til 2005. Forklaringen på faldet er det stigende antal personer med danske patronymer og danske tilnavne, først og fremmest stednavne, der har gjort karriere i alle dele af samfundet og opnået stillinger, der gør dem berettigede til at tilhøre den lille andel af befolkningen, der skønnes værdige til at levere en biografi til den Blå Bogs redaktion. Det er selvfølgelig ikke de samme tyske navne, der optræder årgang efter årgang. Familier uden mandlige efterkommere er udgået eller er udtrådt af eliten af uddannelsesmæssige eller andre årsager. Således var familienavne som Ahlefeldt, Bing, Thalbitzer, Tuxen og Wedell langt hyppigere i de første udgaver end i de senere, mens navne som Exner og Hoffmeyer optræder ikke så få gange i de sidste decennier. Antallet af tyskere, schweizere og østrigere der er indvandret i det 20. århundrede og som det lykkedes at komme til at tilhøre den danske elite er til gengæld minimal og kan tælles på to hænder (f.eks. dronning Alexandrine, Rudolf Bier, Fritz Buchthal, Ursula Reuter Christiansen, Bernhard Gliese, Willy Reunert).