|
|
Undersøgelsens emne | Index | Resultat | ||||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
I arbejdet med at optælle de tyske efternavne viste det sig i utallige tilfælde, at det ikke altid var helt tydeligt, om et navn var af fremmed oprindelse. Her har jeg konsulteret den store samling af tyske efternavne hos Hans Bahlow med ca. 30 000 navne, Georg Søndergaards Danske for- og efternavne med ca. 10 000 navne, Otto Goebels leksikon over nyere nedertyske familienavne, Dansk Biografisk Leksikon og i nogle tilfælde Dansk Personalhistorisk Tidsskrift. Søndergaard er ikke altid sikker på sin bedømmelse og har tyske navne, som der kan herske tvivl om, og danske navne, som måske har en tysk oprindelse (23). Han har ikke haft kendskab til Bahlows samling. For eksempel opfatter han Baltser, Bardram, Bastian, Berger og Boas som danske navne (18), Bardenfleth som en sideform af Bardram og Wittrock som et engelsk slægtsnavn (19). Han lader sig også forføre af de højtyske grafemer og det bidrager måske også til, at omtrent halvdelen af hans navnestof er tysk. For at kunne bestemme tyske efternavne skal man være opmærksom på bestemte morfologiske kendetegn, der adskiller dem fra danske, men også den sproghistoriske udvikling af en række appellativa, der indgik i navnedannelsen. De fleste gamle navne er videreudviklet af germanske og kristne propria, der er blevet til patronymer med et utal af varianter alt efter dialekten og tidspunktet for navngivningen. Mange har kun overlevet i kontraherede hypokoristiske former. Visse morfemer i suffiksform går igen: -lin, -li, -le, -len, -i, -l, -z og de oprindelig slaviske suffikser -isch-, -usch, -ke(-ek). Det nedertyske og frisiske -ing erstattes omkring 1500 af -er. Visse helgen- og regentnavne var uanset dialekt knyttet til bestemte regioner (Adolf til Holsten, Engelbert til Køln, Ernst til Hannover). Den næststørste gruppe er tilnavne (Übernamen) dannet af ordfamilier omkring kroppen, beklædning og leveforhold på landet og i byen. En gruppe for sig er navne i tilknytning til land- og byerhverv. Hertil kommer erhvervsbetegnelser for landbrugere, håndværkere og handlende og endelig stednavne i bred forstand. De sidste har ofte karakteristiske fleksionsformer, for eksempel på sydtysk -(n)er (Trautner), mens nordtysk har dannet komposita med det fri morfem -mann (Husemann). Det nedertyske fri morfem -husen kunne forkortes til -sen og ligner dermed det danske suffiks -sen. Det fælles germanske -þorp med dentalfrikativ blev i nedertysk til dorp, i dansk til thorp, og dette kunne med varianter som -drup, -trup og -up skabe tvivl medmindre det første morfem kan afledes af et nordisk personnavn. Også -ungen, -leb (jfr. dansk -lev), -leben, -roth (-rott, -rath) hørte til i Nordtyskland, -scheid er vesttysk, mens -ingen, -i(n)ger, -ger er sydtysk. Sydtysk -heim svarer tit til nordtysk -um (også dansk h?m blev til -um), -em. Suffikset -heimer kunne blive til -hamer og -mer (Forchhammer). Suffikserne -mar og -lar hører til Hessen, -ow, -u, -itz, -itsch og -witz er oprindelig slaviske suffikser og brugtes i de koloniserede områder i øst for Elben. I de tilfælde hvor et suffiks er forbeholdt tysk som -ler og -ner, har en afgørelse nærmest sikker (men Aller er dannet efter et dansk stednavn, morfemet -ler er her ikke suffiks, det danske navn Munkner har et dansk morfem svarende til højtysk Mönch-, nedertysk Mönke-). Et andet identifikationsproblem er et sammenfald mellem det danske og det nedertyske fleksionssystem, idet patronymsuffikset -sen forekommer i begge sprog (tysk Jans(s)en, Klas(s)en, Thies(s)en, Thyssen, d. i. Matthias' søn, Hentzen, d. i. Hennings søn). Det fonetiske sammenfald i de relativt mange enstavelsesnavne i både dansk og tysk medfører et væld af synonymer og homonymer, som er vanskelige at henføre til det ene eller det andet sprog, også når den grafiske form peger på det tyske sprog som grafemerne e- og h- til angivelse af lang vokal forinden (Klubien, Steen, Bruhn, Krogh) og oprindelig højtysk spirant /sch/ står for dansk dobbeltkonsonant /sk/ (Rasch, Schierbeck). Patronymer på -s er i de allerfleste tilfælde nedertyske, frisiske eller slesvigske og forekom stort set aldrig i kongerigets landområder (20). Blandt de i dag forekommende 48 genitivpatronymer i Danmark er højst 4 danske. De er stadig ikke særlig frekvente, idet kun 18 af dem tæller flere end 100 personer (21). Dermed går jeg ud fra at de allerfleste -s-patronymer er af tysk oprindelse. Suffikspatronymer på -ing (Harring, Berling, Berning) er typisk nordvesttyske og frisiske og alle går med rimelighed tilbage til indvandrere uden at det kan være sikkert (22). Derfor har jeg taget dem med i min optælling medmindre patronymets navn entydigt var af nordisk oprindelse. Også det semantiske kan være problematisk. Da næsten samtlige håndværkernavne i det danske sprog er låneord fra nedertysk, senere højtysk, er det svært at afgøre, om et navn er taget fra en hjemlig håndværkerbetegnelse (møller) eller kommet med en indvandrer eller har udskiftet den danske med den tilsvarende tyske betegnelse (vognmager - Wagner). Når sprogformerne også er sammenfaldende (dansk smed, nedertysk smed), er det næsten umuligt at træffe en sikker afgørelse. Af den grund kan der være tilfælde i det optalte materiale, hvor mimikryen med skift fra dansk til tysk er lykkedes så godt, at det pågældende navn er sprogligt, etymologisk og navnehistorisk betragtet fuldstændig korrekt og derfor medregnet af mig som et tysk navn, selvom den første bærer af det var etnisk dansk. Dobbeltnavne er kun taget med, hvis de er skrevet med bindestreg,
som kan skyldes en historisk tilfældighed (Hofmann-Bang).
Mellemnavne, der ifølge Blå Bog ikke er en fast
del af familienavnet og derfor ikke er trykt med versaler, er
udeladt i optællingen. Der er ikke taget hensyn til at
enkelte familier i tidernes løb har fordansket deres navne
til ukendelighed, medmindre mimikryen er helt åbenlys (Bryld
- Brüel). Således er eksempelvis Rachlew, oprindelig
Levysohn, utvivlsomt blevet dansk uanset ortografien. Identifikationen
af tyske navne blev af og til besværliggjort af den historisk
ustabile navngivning helt op til 1800-tallet, der gjorde det
muligt fonetisk og grafisk for de implicerede og sikkert også
kordegnen at ændre efternavnene efter forgodtbefindende.
På denne måde har traditionelle skriveformer som
-dt for -d, w for v, ü for y, -itz for -its og dobbeltkonsonanter
uden vokallængdefunktion (-dorff) kunnet fortsætte.
Da den tyske kultur i byerne nød høj prestige i
det 18. århundrede og delvis i det 19. århundrede,
indtil den nationale vækkelse bredte sig fra de unge hovedstadsakademikere,
fik danske efternavne i en vis udstrækning et tysk "finish".
For denne undersøgelses vedkommende kunne jeg aflæse
det på bl.a. følgende efternavne: Den tyske skik med fornavne (Ernst, Kirstein) som nominativpatronym bredte sig efter 1300 fra Slesvig til hele Danmark, dog sidst og mindst til landdistrikterne. Det kan stadig ses af udbredelsen, at de i 1994 hyppigst forekommende 10 efternavne af denne type er af tysk oprindelse. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle bærerne af de pågældende navne også har tyske forfædre, men at fornavne af tysk oprindelse på et tidspunkt ikke blev anset som fremmede. Dog er det ikke usandsynligt, at mange nulevende bærere af disse "efternavne" har slesvigske rødder. Over halvdelen af samtlige i 1994 forekommende 201 nominativpatronymer inklusive deres sproglige varianter er af tysk eller jødisk-tysk oprindelse (24). De fra Tyskland indvandrede jøder gjorde på samme måde som den kristne tyske befolkning deres faders fornavn på et tidspunkt til et patronym og efterstillede det i nominativ til deres eget fornavn eller egne fornavne (f.eks. Abraham, Elias, Nathan og Salomon (25)) eller de overtog et stednavn (byer som von Essen, Unna, Warburg) og ofte tilføjede derivationsmorfemet -er til bynavnet (Hamburger, Breslauer). I denne undersøgelse er disse fornavne som efternavne og forskellige varianter for Cohen, Jacob og Levy taget med, men ikke Jacobsen og Levinsen med dansk suffiks. Jødisk-tyske navne med et hebraisk morfem efterfulgt af et tysk morfem (Nahemsohn) og med slavisk fonem (navne på - ow, og -vitch, -- witsch, -witz) er med i optællingen, dog ikke, når ingen af navnets morfemer har en oprindelig tysk eller jiddish sprogform (Tworek). Det gælder selvfølgelig også for tyske navne, der har erstattet et oprindelig hebraisk navn (Schiff - Cohen, Heimann, Hermann - Chaim), at de tæller med. Jeg har længe overvejet om fem ældgamle oprindelig tyske navne, der har fået absolut hævd i dansk sprog og går tilbage til 1100-tallet eller endnu længere, skulle udelades (Barfoed, Brandt, Falk, Fuglsang og Holst), fordi de faktisk ikke opfattes som sprogligt fremmede. Jeg har bestemt mig til at medtælle dem, da det var svært at lægge et kronologisk skel mellem ældre og nyere navne. Nedertyske navne kom jo også stadig ind i Danmark efter reformationen og indførelsen af højtysk i landet. Her følger en oversigt over tyske efternavne, der i optællingen er udeladt, for det første fordi jeg ikke var sikker på, at indehaverne oprindelig er danske familier, for det andet, at de leksikalsk og grafisk som nedertyske eller højtyske er sammenfaldende med danske stednavne og efternavne. Ortografien kan også være påvirket af ældre tysk ortografi, som må have været fremherskende hos de slesvigske landsdeles myndigheder frem til 1864. Den ustemte palatare og den velare frikativ [X- ich] og [x-ach], som ikke eksisterer på rigsdansk, ser ud til at de til trods for udtalen som ustemt velar -k- fulgte den tyske ortografi gennem historien til langt ind i 1800-tallet.
Nedertyske og højtyske homonymer: Andre navne som kan være tyske (eller slesvigske):
Latiniserede humanistnavne i form af faste slægtsnavne endende på den latinske genitiv masc. på -i er oprindelig tyske, f.eks. Christiani, Claudi, Jacobi og Paul(l)i, mens navne på -us som latinsk nom. masc. sing. også kan være dannet på dansk grund (26), f.eks. Claudius, Fabricius, Fabritius (Schmidt) og Prætorius (Schulz), i alt 10, og er derfor udeladt, men entydige indvandrernavne som Fledelius, Musæus (fra Meusel) og Plinius er medtaget. De udeladte ganske få sikre nederlandske navne er Hein og von Scholten. Det også i Nordvesttyskland udbredte mest nederlandske Jans(s)en er udeladt, bl.a. fordi det også kunne dannes som dansk efternavn. Problemet med specielt slesvigske og nordfrisiske navne, som Georg Søndergård i sin navnebog har et ret så stort antal af, blev løst på den måde, at patronymerne på -sen ikke blev medtaget, mens patronymerne på -s, der var udbredt over et større tysksproget område, er med blandt de optalte navne, dog ikke når de har en klar frisisk oprindelse (f.eks. Okkels). Navne uden patronymsuffiks såsom stednavne er kun talt med, når de entydigt er slesvigsk-tyske (dermed udgik frisisk Ebbe). Enkelte slesvigske navne som for eksempel Scheel og Flor var også udbredt i kongeriget og her var det et skøn, om de kunne anses som indvandrernavne ligesom de egentlig tyske navne. Scheel forekommer i Westfalen og Hamborg if. Bahlow, mens Flor tilsyneladende ikke optræder som et tysk familienavn (27).
|
|||||||||||||||||||||||