Tyske efternavne

mellem 1910 og 2005

 

UNDERSØGELSENS EMNE

I denne undersøgelse er der gjort et forsøg med en navneoptælling at påvise de tyske og jødisk-tyske navnes udvikling i en femoghalvfemsårig periode alene ud fra den hvert år trykte samling af levende personers biografier i den Blå Bog. De tyske navnes historie i Danmark er aldrig blevet systematisk undersøgt lige så lidt som indvandringen fra de rent eller blandet tysksprogede områder fra Elsass til Letland (16) . Til gengæld har den historiske forskning gang på gang redegjort for de tyske indvandreres rolle i dansk politik, kultur og erhvervsliv. Oldenborggrevernes overtagelse af den dansk-norske trone i 1449, Trediveårskrigen 1618-1648, indfødsretsloven fra 1776, krigene i 1848 og 1864, afstemningen i Sønderjylland i 1920, besættelsen fra 1940 til 1945 og de sidste tyske flygtninges hjemflytning i 1949 var markante punkter i denne udvikling. Det er med udgangspunkt i denne udvikling at jeg har gjort et forsøg at kortlægge den danske elites sammensætning alene baseret på dens tyske efternavne og begrænset til en periode fra 1910, hvor der ikke længere foregik en nævneværdig indvandring sydfra og hvor de rent tysksprogede områder af hertugdømmet Slesvig hørte til udland, til og med året 2005. Valget af 1910 skyldes den omstændighed, at det var det år, hvor Kraks Blå Bog udkom for første gang. Kun hver femte årgang er blevet underkastet en optælling, det vil sige at tyve årgange ligger til grunde for statistikken. De mellemliggende fire år ville ikke have opvist større afvigelser. Resultatet viser faktisk en faldende linie uden de store udsving. Min tese var at befolkningsforøgelsen også ville indbefatte populationen med de tysksprogede efternavne, som på grund af den officielle politik i det 20. århundrede med at reducere de mest frekvente -sen-navne oven i købet forventedes relativt at forøges. Men udviklingen ville se anderledes ud hos eliten i Danmark, da dens efternavne indeholdt et historisk markant element af fremmede efternavne, højere end hos befolkningen som helhed. I 1910 var det 46 år siden helstaten vart gået i opløsning. De fleste personer i den første årbog var født indenfor den tosprogede helstats grænser, mens der i 1944-46-udgaven vel knap nok var enkelte personer tilbage, der kunne have været født i helstaten. Efter 1864 kunne personer med tyske navne også tænkes at være flyttet fra de nu preussiske landsdele over grænsen til kongeriget, bl.a. af nationale eller familiære årsager.

Den traditionelle elite i historisk tid bliver ofte opfattet for at være identisk med godsejer- og embedsmandsadelen. I feudaltiden var Danmark-Norges elite faktisk stærkt domineret af adelen i lighed med det meste af Europa. Den danske adel blev allerede før enevældet fortrængt af adelsfamilier sydfra. De karakteristiske holstenske og mecklenborgske adelsnavne, der i Kraks Blå Bogs første udgave ikke var til at overse, er med de optalte decennier gledet mere og mere i baggrunden. I 1910 figurerede 69 medlemmer af familierne Ahlefeldt (10), Bardenfleth (3), Bernstorff (2), Brockdorff (1), Brockenhuus (4), Bülow (5), der også har borgerlige bærere, Grüner (norsk) (4), Knuth (5), Moltke (12), Rantzau (4), Reventlow (6), Plessen (1), Schack (6), Sehested (2) og Schulin (3), den sidste en sydtysk slægt. I 2006 var tallet faldet til under halvdelen, nemlig 29. Navnene Brockdorff, Plessen, Rantzau, Reventlow og Schulin er nu ikke længere repræsenteret, om end de stadig lever her og kan findes i Danmarks Adels Aarbog. Borgerlige familier som f.eks. Hammerich, Hannover, Thalbitzer og Trier var i det sidste århundredes første tredjedel fremtrædende repræsenteret i Den blå Bog, men disse navne er blevet sjældnere, mens andre navne som Hermann og Hoffmeyer har de sidste årgange været opført med flere personer. De traditionsrige familier, der har spillet en så stor rolle i landets historie har generation efter generation mistet den samfundsmæssige betydning, som de stadig besad for et hundrede år siden. De to slægter Melchior har for eksempel i det undersøgte tidsrum på 95 år altid været repræsenteret i Den blå Bog med mellem 3 og 7 personer (17). Det drejer sig indenfor det undersøgte tidsrum om 19 mænd begyndende med grosserer Moses Melchior (1825-1912), efterfulgt af professor og stiftsfysikus Michael Borre Melchior (1842-1919), så skolebestyrer Jørgen Conradt Melchior (1845-1925), grosserer Carl H. Melchior (1855-1931), professor overlæge Max Melchior (1862-1942), dr.med. Lauritz Melchior (1871-1931), grosserer Jacob Herman Melchior (1873-1938), tegner H.E. Melchior (1881-1927), kammersanger Lauritz Melchior (1890-1973), grosserer Harald R. Melchior (1896-1973), overrabbiner Marcus Lazarus Melchior (1897-1969), højesteretssagfører Johan Adolph Melchior (1903-1979), ambassadør Mogens Gustav Melchior (1904-1999), grosserer fabrikant Mogens Albert Melchior (1908-1983), højesteretssagfører Povl Jacob Melchior (1910-1962), professor overlæge Johannes C. Melchior (1923-1995), direktør og fhv. minister Arne Melchior (1924), fhv. overrabbiner Bent Melchior (1929), højesteretspræsident Torben Melchior (1940). Af fødselsårene ses, at de fleste navnebærere blev født i det 19. århundrede.

16.	For det tyske sprogs vedkommende er det sket med Vibeke Winge: Dänische Deutsche - Deutsche Dänen. Heidelberg 1992
17.	Dansk Biografisk Leksikon, bd 9. s. 501