|
|
Deutsche Spuren | Index | Den blå Bog | ||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Besøgende fra udlandet, især fra tysktalende lande, må af og til have undret sig over, at danske efternavne i modsætning til svenske, norske og islandske ofte har et tysk præg over sig, både fleksionsmæssig (Carstens), etymologisk (Fuglsang) og grafisk (Gulmann). Blot enkelte tilfældige opslag i TDC's navnebog København bekræfter denne iagttagelse. Den almindelige forklaring på dette fænomen plejer at være kongerigets historiske forbindelser med hertugdømmerne gennem et halvt årtusind. Men denne forklaring er nok ikke fyldestgørende. Også indvandring fra tysksprogede lande burde inddrages såvel som de adelige og borgerlige tyske navnes status under enevældet, som har tilskyndet indfødte med ambitioner at fortyske den fonetiske og grafiske form af deres oprindelige navne, hvis ikke de ligefrem, især for personer, der opnåede at blive ophøjet i adelsrang, anskaffede sig et tyskklingende (Griffenfeldt, Treschow) eller ligefrem et sproglig korrekt tysk efternavn (Lindencrone). Man bør i denne forbindelse bemærke, at de oldenborgske og glücksburgske konger siden Kristiern I med undtagelse af den nuværende regent har haft et tysk navn: Hans, Christian og Friederich (senest fra 1808 efter den gængse udtale Frederik). Hertil kom den sproglige udvikling af selve det danske sprog, der siden middelalderen har optaget både leksikalske og morfologiske elementer fra først nabosproget nedertysk og senest siden reformationen fra højtysk. Ellers ville navne som eksempelvis Dreyer, Holten, Møller eller Rehfeldt være sprogligt umulige på et nordisk sprog som dansk. Efternavne i form af patronymika har også været udbredt i de tysksprogede lande, først og fremmest i Nordtyskland. I forbindelse med en større befolkningstæthed, typisk i købstæderne, blev tilnavne mere og mere almindelige og de udviklede sig efter samme mønstre i begge sprogområder. Apellativa brugtes som propria, både substantiver (Voss) og adjektiver (Lange). Men indtil det 15. århundrede var de normalt bundet til en person og kunne ikke gå videre til arvingerne, dog bar konen og enken ofte mandens kendingsnavn i en genetivfleksionsform. Den dansk-skånsk-norske adel var den første gruppe, som efter tysk-holstensk forbillede gjorde tilnavnene arvelige og fastlåste dem som slægtsnavne for både mandlige og kvindelige efterkommere (de sidste i genitivform) (Gøye, Friis, Juel). I det 16. århundrede er denne udvikling stort set afsluttet og skikket blev i 1526 påbudt af kongen. Dog blev de ofte slet ikke brugt af den pågældende slægts medlemmer.(1) Almindeligvis efterfulgtes de af et patronymikon. Den neder- og højtyske genitivfleksionsmorfem -en er det første tegn på den voksende tyske indflydelse på stednavnedannelsen, og da stednavne for først adelen og siden borgerskabet blev til slægtsnavne, indgik dette element også i den hjemlige navnedannelse. Heraldiske navne kunne nu også få et -en-suffiks, som i kombination med et andet morfem i form af et nomen blev til slægtsnavne (eks. Aren-, Gylden-, Linden-, Løven-, Rosen- + -berg, -feldt og andre). Mens de internationale kristne navne også i Danmark var blevet de foretrukne fornavne og dermed patronymika, kom en mindre del af tyske fornavne i nedertysk form via Holsten og Slesvig til Danmark, Skåne og Norge, uden at de nogensinde truede de dominerende kristne navne. Specielt diminutiva på -ke (Engelke, Jannike) og hypokoristiske navne (Janne, Jap) blev udbredt i hertugdømmet Slesvigs sydlige del. Den gejstlige del af borgerskabet indførte i humanismens tidsalder i forbindelse med deres udlandsstudium på et af de protestantiske universiteter i det tyske rige en latinisering - sjældnere græcisering - af deres patronymikon eller kendingsnavn og gav det videre som slægtsnavn i lighed med adelen (Pontoppidan, Paulli). Dette var i den katolske tid udelukket af biologisk-juridiske årsager. Universitetssproget var latin og matrikulationsprotokoller førtes ikke på et nationalsprog. Latiniseringen skete sandsynligvis efter tysk forbillede (2). Det var også lærde, som videregav et stednavn som slægtsnavn (eks. Colding, Vejle - Vedel), før det blev almindeligt hos borgere. Det bredte sig først og fremmest i det 17. århundrede, hvorefter det sidst i 1700-tallet ophørte af ukendte årsager. I samme århundrede vandt det adelige og lærde skik med faste efternavne indpas i byerne hos det velhavende borgerskab og spredte sig derfra langsomt socialt nedad. I visse dele af Danmark fik nu også bønderne faste tilnavne, i Vestjylland også afledt fra stednavne. I 1771 udstedte Struensees regering et reskript for hertugdømmet Slesvig, der gjorde faste efternavne (Geschlechts-Nahmen) obligatoriske, hvilket medførte dobbelte efternavne med to patronymika, men reskriptet måtte indskærpes to gange, fordi det ikke efterlevedes fuldt ud. I 1828 kom dåbsforordningen, en tilsvarende bestemmelse for kongeriget, dog uden skæringsdato. Reformen blev indskærpet i 1856, fordi den ikke altid blev overholdt. Men på landet blev også denne bestemmelse ikke konsekvent realiseret. Resultatet blev i hvert fald, at mange danskere fik et efternavn med -sen-suffikset I 1868 var 33,5 % af alle efternavne således -sen-navne. I det 18. århundrede satte indflydelsen fra Holsten og de mange tyske indvandrere sig spor i navngivningen, i mindre grad hvad fornavnene angår, fordi de fleste var fælles for det tyske og det danske borgerskab, men mest med hensyn til efternavne. Det gælder både ortografien og fortyskninger. Specielt stednavne i funktion som slægtsnavne blev fortysket af prestigemæssige årsager (Ørnstrup - Ahrenstorff, Bredsten - Breitenstein, Egested - Eickstedt, Møldrup - Mühlendorff (3)) . Den højtyske faste navnedel von bredte sig til landofficerskorpset, der i forvejen tit havde tyske rødder. Erhvervelsen af glosen von blev først afskaffet i 1860 og en del familier har siden fjernet det fra deres slægtsnavn (Würtzen, Sperling). Indvandring fra de tyske stater og flytning af tysksprogede holstenere, slesvigere og nordmænd til det egentlige Danmark er sket løbende i et Europa med dengang åbne grænser. I Hansetiden, under Trediveårskrigen og i det 18. århundrede steg indvandringen, i den sidste periode også den jødiske indvandring. Den første bølge i 1300-tallet gik til havnebyer, den anden til København og købstæderne, herunder Fredericia, den tredje gik først og fremmest til København, men også til Christiansfeld og egnen omkring Karup i Jylland. I Christian VI's, Frederik V's og Christian VII's tid medførte en massiv tysk indvandring, at eliten i hovedstaden var stærkt domineret af første generations- og anden generationstyskere. Også bestemte håndværksgrene var i denne tid stadig domineret af indvandrere (4). Den nærmest udelukkende ashkenasiske, det vil sige jiddishtalende indvandring gik til København og de større købstæder, hvor der var et grundlag for at danne menigheder. Den tyske indvandring indbefattede alle samfundslag, fra landmænd og håndværkere til handlende, videnskabsmænd, kunstnere, soldater og officerer, senere også faglærte industriarbejdere. Indvandrernes navne var i flere hundrede år personbundne individuelle tilnavne (Rode, Vos, Gether, Remsnider), der i de tosprogede bysamfund også kunne forstås og bruges, når de var nedertyske og fra 1600-tallet også højtyske. Kun fiskere og søfolk har ikke oplevet et tysk indvandrerbidrag. Mens den oprindelige indvandring kom fra de nedertysktalende nærområder, kom officerer og lejesoldater fra større dele af det tyske sprogområde. Kongerne hentede embedsmænd og videnskabsfolk fra hele det protestantiske Tyskland, Bøhmen og Schweiz. Jøderne begrænsede sig til de immaterielle erhverv, handel, ikke laugsbundne håndværk og pengeforretninger, for efter en generation eller to at skifte til andre og nu ofte akademiske erhverv. Efter to, senest tre generationer var de indvandrede tysksprogede kristne og jødiske familier fuldstændigt integreret og assimileret og indgik ægteskaber med hjemmefødte danskere, hvilket for den kvindelige andel bevirkede, at de tyske efternavne udgik eller levede videre som mellemnavne. I det forrige århundrede har en del mellemnavne erstattet de højfrekvente -sen-navne som nye efternavne. Det drejer sig blandt andre om mellemnavne, der oprindelig blev brugt som andet fornavn og går tilbage til efternavne, som på en eller anden måde blev betragtet som forbillede for den overtagende navnebærer (Jens Kingo Andersen (5)). Heriblandt kan der også være tyske navne. Først fra anden halvdel af det 20. århundrede
udskiftede signifikant flere familier et højfrekvent -sen-navn
med et bevaret slægtsnavn, som også kunne være
et tysk eller et fortysket navn. Loven om navneforandring, der
skulle begrænse den stigende procentdel af -sen-navne kom
først i 1904. Nu var en kongelig bevilling som efter 1849
ikke længere nødvendig og man kunne vælge
fra en liste med gamle fornavne, stednavne, fiktive navne og
ældre danske gloser. Men det gik trægt med ansøgninger,
for eksempel havde efter tyve år med denne gældende
lov kun et par hundrede personer ansøgt om navneforandring
(6). Kraks Vejviser havde i 1911 bragt et opråb med en
beskeden reaktion. Befolkningsvæksten har ikke gjort talrelationerne
mere varieret og dermed administrativ håndterbare. I 1943
udgjorde de 18 hyppigste -sen-navne hele 33,3 % af Københavns
befolkning med dansk indfødsret (7). Fra 1948 har der
eksisteret et personnavneudvalg, der har bistået justitsministeriet
i dets navnearbejde. I 1961 kom der igen en lov, personnavneloven,
som nu gjorde det muligt at børn kunne vælge mellem
faderens eller moderens efternavn, der gjorde det i hvert fald
endnu nemmere at reducere de hyppigste -sen-patronymer. Der var
nu få begrænsninger tilbage for godkendelse af nye
navne. Dog nævnes udtrykkeligt "udenlandske i riget
kendte navne", det vil sige, at de mange tyske navne ikke
kunne forøges ad den vej. Derimod kunne andelen af stednavne
(-by, -gaard, -lund, -sø osv.) atter stige. Andelen af
de klassiske agrare tilnavne er ikke steget, men faldet på
grund af en ændret erhvervssammensætning, der gør
landbrugserhvervets dyrkere til et lille og faldende mindretal
(8). I 1981 kom en ny personnavnelov, men den sigter mest på
ligestilling mellem kønnene og ægtefødte
og ikke ægtefødte børn og har årstallet
i betragtning ingen relevans for den her undersøgte personkreds,
hvis yngste medlemmer alle må være født før
den dato. I dag er det ikke sådan, at de tyske efternavne
hører til de mest almindelige navne. Blandt de 50 almindeligste
efternavne i 1970 og 1994 var der ikke et eneste tysk navn, idet
Møller (nr. 21) og Schmidt (nr. 30) hører til de
usikre tyske navne (9).
|
|||||||||||||||||||||