|
|
-
- DIE FETTEN JAHRE
SIND VORBEI
-
- VORWORT (normalsider)
Die fetten Jahre sind vorbei er en sprudlende
film om tre unge menneskers kamp for at føre deres idealisme
ud i livet og gøre en forskel. Det er en film om at finde
identitet og ståsted i det store fællesskab, og ikke
mindst er det en film om ung kærlighed og troskab
troskab mod mennesker og idealer.
Jan og Peter kæmper imod kapitalismen og dens tilhængere
ved at bryde ind i rigmandsboliger, bytte rundt på inventaret
og efterlade en seddel med beskeden: Die fetten Jahre sind
vorbei! Det er deres måde at ryste det etablerede
borgerskab på. Peters kæreste, Jule, gør derimod
op med den sociale uretfærdighed ved at lave opsøgende
arbejde på gaden for at informere om udnyttelse af arbejdere
i den tredje verden. Som kontrast til det sociale engagement
arbejder hun om aftenen som tjener på en fornem gourmetrestaurant
for at tjene penge til at betale sin tårnhøje gæld
af med.
De tre unge mennesker har deres store sociale og politiske engagement
til fælles, men en dag bliver deres idealisme sat på
en hård prøve, og de bliver tvunget til at tage
stilling til, hvor langt de vil gå for deres fælles
sag. De bliver taget på fersk gerning, og desperate bortfører
de forretningsmanden Hardenberg til en østrigsk bjerghytte,
hvor de bliver konfronteret med den magthavende generations værdier,
som sætter spørgsmålstegn ved den unge generations
revolutionsparoler.
Temaerne i filmen kredser om det politiske engagement, som de
tre unge lægger for dagen og om spændingsfeltet mellem
handling og ordets magt. Mange unge mennesker vil kunne finde
brudstykker af sig selv i filmens politisk og socialt bevidste
personer, som alle forsøger at finde eget ståsted
og rolle i en verden præget af overfladiskhed og zapperi.
Det gør filmen nærværende og relevant for
eleverne.
Hans Weingartners anmelderroste og prisbelønnede film
er yderligere spillet af tre af Tysklands dygtigste nutidige
skuespillere, Julia Jentsch, Daniel Brühl og Stipe Erceg.
Die fetten Jahre sind vorbei var med på filmfestivalen
i Cannes i 2004 som den første tyske film i hovedkonkurrencen
i 10 år.
Filmen drager paralleller til studenteroprøret i Tyskland
samt til ekstremistiske venstrefløjsgrupper som Bewegung
2. Juni og Rote Armee Fraktion. Der er hermed
oplagte muligheder for samarbejde på tværs af fagene,
især samfundsfag, historie og psykologi. På bogens
hjemmeside www.tyskforlaget.dk findes der forslag til flerfaglige
forløb, hvor filmen indgår. Her findes også
opgaver til filmen og til filmmusikken. Bogen er tæt gloseret
og kan bruges allerede fra slutningen af det første år
i tyskundervisningens fortsættersprog.
Astrid Kunzendorf og Bettina Mather
Roskilde og København
2006 |